Artikel

Bottom-up og top-down

Hjernen er kompleks og jo mere man lærer omkring hjernen, jo mere komplekst bliver det (og jo mere spændende!) Jeg er ikke nogen “hjerne-nørd” og troede indtil for to år siden at hjernen var noget kedelig tørt noget. Men for mig blev (viden om) den i stedet nøglen ud af min egen fastlåsthed. Det er også derfor at jeg skriver og taler meget om hjernen og vores mønstre herinde på siden.

Hjernen er ikke bare kognitiv forståelse eller tænkning. Hjernen er et komplekst samlingspunkt for alle sansninger, følelser og tanker, for alle bevægelser, hjertets banken, åndedrættet, kilden under tæerne, empati, glæde, smerte, bevidsthed, osv. osv.

Vi er hele mennesker allesammen - kroppen og hovedet sidder rent faktisk sammen! - selvom at det ikke altid føles sådan. Og der sendes signaler rundt mellem de forskellige dele af hjernen og mellem hjernen og de andre dele af kroppen, hele tiden.

Neuroner i hjernen forbinder sig med hinanden hver gang vi oplever (sanser, føler, tænker) noget og der skabes konstant forbindelser i hjernen som er mere eller mindre hensigtsmæssige.

90 % af de neurale baner i hjernen skabes, ifølge amerikanske psykiater Bruce D. Perry de første 3-4 år af livet og det gør de i relationen til barnets tilknytningsperson (oftest mor). Det er det jeg taler om når jeg siger at hjernen er brugsbetinget.

Jeg vil for eksempel rigtig gerne holde foredrag, men jeg tør ikke. Før jeg begyndte at lære om hjernen og mine mønstre, var det bare noget jeg ikke var god til. Nu ved jeg er grunden ligger i min barndom. Der er selvfølgelig mange der ikke har lyst til at stille sig op på en scene, men jeg vil faktisk gerne! Men når jeg gør det, går min krop i chok, mit nervesystem reagerer. Men med den viden jeg har nu omkring hvordan neuroner forbinder sig med hinanden og skaber vores “kort over verden” - altså vores individuelle måde at opleve verden på - kan jeg forstå at det netop er svært for mig, pga. ting jeg har lært i min barndom, når jeg f.eks. blev gjort grin med hvis jeg stillede mig op og sang/dansede (som jeg elskede at gøre), og skammet ud og gjort forkert, når jeg viste hvem jeg var. Hjernen er som sagt brugsbetinget, så oplevelser som disse har skabt nervebaner i hjernen og fastlåst mig i en følelse af ikke at være god nok.

At forstå dette, er en del af det man kalder “top-down”. Hjernen har tre lag: Den øverste del er den tænkende hjerne (primathjernen), den mellemste er den følende hjerne (pattedyrhjernen) og den nederste er den sansende hjernen (reptilhjernen), som også er den der holder liv i, og modtager signaler fra, kroppen.

Det er kun den øverste del af hjernen vi kan tale til. Samtaleterapi og kognitiv terapi behandler kun denne del. Man taler til toppen og kan gennem forståelse (af f.eks. sine mønstre) vælge at gøre noget andet, som så indvirker på følelser og sansningerne i kroppen; altså “top-down” - oppefra og ned.

Som en af de ledende traume-terapeuter psykiateren Dr. Bessel van der Kolk skriver i sin bog “The body keeps the score”, er det ikke nok f.eks. at forstå hvordan disse “kort over verden” er blevet skabt (altså “top-down”) men det kan hjælpe os til at begynde at gøre noget andet (som så kan indvirke på følelser og sansninger) og gå anderledes ind i vores relationer, så vi ikke giver det videre, som vores forældrene uvidende gav os i arv.

Det hjælper os nemlig ud af vores fastlåsthed. Og der er derfor jeg synes at det er så vigtigt.

Når det er sagt er “bottom-up” MINDST lige så aktuelt. Bottom-up starter med sansningen i kroppen. Her starter vi nedefra og bruger/mærker kroppen. Det er den “metode” traume-eksperten Dr. Peter A. Levine bruger når han hjælper mennesker med PTSD eller barndomstraumer ud af deres fastlåsthed. Det er nemlig kroppen der bærer traumet, ikke tænkningen. Her starter man altså med sansning/krop, som vil indvirke på følelse og til sidst på forståelsen/tænkningen. - Nedefra og op/Bottom-up.

Levine fortæller os noget meget vigtigt, når han gør opmærksom på den indlysende: Dyr udsættes for langt flere liv og død oplevelser end vi mennesker, så hvorfor er det at de ikke får traumer, men vi gør? Dr. Levine beskriver traumet i kroppen: De sansninger der sker i kroppen under en traumatisk oplevelse, er ikke under vores kontrol. Det er nemlig reptilhjernen der tager over og den kan vi hverken tale til eller styre bevidst. I vores overlevelsesinstinkter findes “kamp/flugt” (det sympatiske nervesystem) hvor vi aktivt kæmper for vores liv og så er der “frys” (det parasympatiske nervesystem), hvor vi “giver op”, hvor vi står stille og forsvinder ind i os selv. Det er det der ofte sker for kvinder som bliver voldtaget - de går i “frys” - og som bagefter føler sig skyldige fordi de ikke gjorde noget. Det er simpelthen kroppen der reagerer så godt den kan for at bevare vores liv. - Ikke et valg kvinden tog.

Når vi “går i frys” bliver al den kraftfulde energi som “kamp/flugt” satte i gang, holdt tilbage i kroppen. Et dyr som slipper væk fra sin forfølger, efter at have været i “frys”, vil spæne afsted med enorm kraft (den er altså tilbage i “kamp/flugt” og bruger al den energi der er ophobet i kroppen). Man kan også se det hos musen der slipper fra katten (efter at have ligget død-stille i kattens leg), som ryste sig vildt, inden den roligt begiver sig videre i sit liv som om intet var hændt.

Men når energiophobningen ikke bagefter får lov at blive brugt, sætter den så sig at sige fast i kroppen og det er det der gør forskellen. Det er det der gør traumet. Vi mennesker holder ofte kroppens reaktioner og rysten tilbage. Man ser det især i lægesystemet, som hvor mennesker holdes fast så de ikke ryster eller får en sprøjte efter operationer, hvor kroppen netop helt af sig selv vil begynde at ryste. Det har den nemlig brug for.

Kroppen husker, siger eksperterne og når man som det desværre er ret normalt i dag, bruger kognitiv/samtale-terapi til at behandle traumer, gør man det ofte blot værre. Man kan nemlig ikke at tale til reptilhjernen/kroppen, men vil i nogle tilfælde i stedet forstærke og retraumatisere sin klient. Ved traumer kan bottom-up terapi gøre en stor forskel. Eksempelvis Peter A. Levines “Somatic experiencing”/SE-terapi. Du kan finde videooptagelse med Peter A Levine og nogle af hans klienter på youtube. Og jeg han varmt anbefale hans bog “Den tavse stemme.”