Artikel

Forbudte følelser og hvordan du arbejder med dem

Nogle gange er det hårdt at være familie. Det er som om at det hele ikke er helt så let som det burde være. Det er som om de andre familier nyder livet lidt mere, men for en selv føles det ikke så nemt.

De følelser det kommer op når vi er mange tæt sammen, kan føles forbudte (ofte fordi de netop har været det i vores eget barndomshjem) og kan fremkalde skam og dårlig samvittighed. Det er det ofte her følelserne bliver fastlåste og man kan føle sig forkert eller ikke god nok.

Vores følelser ligger så at sige ovenpå de kropslige sansninger, og det der sker når vi har “forbudte følelser”, er at sansningerne, som vi ikke giver plads til, sætter sig fast. Det gør at følelserne bliver fastlåste.

Jo mere vi prøver at lave os selv om, jo mere fastlåste bliver vi simpelthen. Som Søren Kierkegaard i sin tid skrev, må vi acceptere os selv som vi er, for at vi kan ændre os. For at komme ud af vores fastlåsthed, må vi altså give plads til netop de følelser og sansninger som vi prøver på at undgå.

I vores kultur og samfund er vi kommet meget langt væk fra vores kroppe. Dem bruger vi mest bare til at transportere vores hoveder rundt med. Men jo mere vi ignorerer vores kroppe, jo højere skriger de. Det gælder om at lære at lytte.

Farlige eller forbudte følelser, har vi lært at gemme væk indeni os og jo mere vi gør det jo mere sammenpressede bliver de derinde. De ligger så buldrer og kommer måske til udtryk gennem pludselige udbrud af f.eks. vrede, uforståelig tristhed, tomhed og pludselig gråd/skælven over “ingenting” eller gennem fysiske symptomer af alle slags.

Når vi har svære følelser, gælder det i følge Dr. Peter A. Levine Phd. (grundlægger af den kropslige traumeterapi “Somatic experiencing” — også kaldet “fremtidens terapi”) om at undgå de to ekstremer som vi normalt falder i: enten udtrykker vi følelserne i form af stærke udbrud og reaktioner eller også gør vi det modsatte; vi pakker dem sammen og gemmer dem væk indeni os.

Det vi egentlig har brug for at at mærke dem. Men hvordan gør man det?

Næste gang du mærker en stærk følelse, så prøv at stoppe op og holde den tilbage (det er ikke det samme som at undertrykke den). Når du holder følelsen tilbage, skal du mærke den i din krop: Hvor mærker du sansningen henne? I maven, i skulderen, halsen, armen… der er intet forkert svar. Prøv bare at mærke hvordan det føles. Og når du mærker denne følelse i f.eks. maven, hvad mærker du så også i kroppen? Prøv bare at følge dine sansninger uden at dømme dem eller gøre dig for mange tanker om dem. Tanker og billeder kan komme af sig selv og det er fint, men lad være med at presse på, for så er det netop kognitionen og ikke kroppen der er på arbejde.

Når følelser og sansninger får lov til at være der, bevæger det sig fremad og ændrer sig (til forskel fra når vi prøver at holde dem tilbage, hvor de låser sig, fast eller når vi bruser ud med dem, og den egentlige følelse eller sansning bliver efterladt til fordel for den følelse som ligger i reaktionen på den). Ingen følelser er konstante og jo mere vi giver plads til dem, jo mere bedre kan de forandre sig. Og du vil opdage at den følelse der for et øjeblik siden var så svær, har ændret sig og ikke tynger så meget mere.

Disse små sanseøvelser kan man godt lave selv i løbet af hverdagen, men vil du virkelig gå ind i følelserne, kan det være godt at sætte tid af til det hvor du har ro, gerne sammen med et menneske du stoler på og har tillid til. Nogle mennesker kan ikke mærke noget når de laver en øvelse som en beskrevet herover. Det betyder hverken at der er noget galt med dem eller øvelsen. De har blot brug for at starte et endnu mere simpelt sted. Er dette tilfældet for dig, er du velkommen til at skrive til mig for vejledning.

“Kroppen husker” siger eksperterne, Peter A. Levine blandt mange andre, og ligger der større traumer (eller stress) gemt i kroppens hukommelse, er der brug for en kompetent terapeut at samarbejde med. Her kan du igen kontakte mig for vejledning.

Jo mere vi finder tilbage til os selv, jo mere kontaktfuldt kan vi leve, og jo bedre kan vores børn få ro til også at være sig selv og have plads til deres egne sansninger og følelser. Sådan kan vi rumme hinanden som de forskellige — helt rigtige — mennesker vi er.