Artikel

Har børnene taget magten?

Mor, far, lærer, pædagog, tandlæge, læge, gift, single, kæreste, datter, søn, søster, bror… Vi har mange titler. Mange roller at leve op til.

Før i tiden fulgte der ofte magt med en titel; titlen var det vigtige og personligheden lå gemt væk bagved. Far bestemte, fordi han var far; familiens overhoved, og man hørte efter hvad læreren sagde, fordi han havde magten; en autoritær magt som barnet ofte frygtede. Barnet var mindre værd.

Tiderne ændrer sig heldigvis og i dag smuldrer den autoritære magthaver mellem børnenes fingre. De tror ikke længere på ham. Har børnene taget magten?

Nej, børn tager ikke magt, men fylder det rum ud, vi voksne ikke tør eller formår at tage. Det er ikke fordi vi er bange, dovne eller dårlige forældre, lærere og pædagoger. Det er fordi vi ikke ved hvordan, for vi (de fleste af os) har ikke lært det. Vi har netop lært at man hører efter magten, men vi har også i vores eget forældreskab kunnet mærke nok efter til at vide, at det vil vi ikke selv tilbyde vores børn. De er lige så meget værd som os. Men hvad gør man så?

Personlig autoritet

Som forældre er du ansvarlig for dine børn og derfor er autoriteten stadig vigtig, selvom at vi er gået væk fra det autoritære lederskab. Når dit lederskab i stedet er personligt, hører dine børn dig, ikke fordi du er større og stærkere end dem, men fordi du viser hvem du er og taler ud fra dig selv. Det vil sige at det du føler inden i dig og det du siger og viser (altså dit indre og dit ydre) stemmer overens med hinanden. Det er kongruent. Og den måde du formidler det på, er ligeværdig og anerkendende overfor dit barn. Det handler således ikke blot om de ord du bruger, men i endnu højere grad om måden du siger det på; tonen, mimikken og kropssproget.

Når det du mener (dine værdier) og et du siger stemmer overens, kan dine børn meget nemmere tage det for gode varer. Det betyder at du er dig, ikke mor eller far, som en rolle du har påtaget dig. Det betyder ikke at de altid vil gøre det du siger. Der er jo altid to i en relation og nogle gange vil vores børn noget andet end vi. Så må vi også tage det alvorligt, selvom at de naturligvis ikke altid kan få deres vilje. Når børn nægter at gøre hvad vi vil (og det vi vil ligger indenfor fornuftens rammer), handler det altid om noget dybere. Måske har de samarbejdet langt over deres kapacitet og må derfor holde på deres integritet, for ikke at miste sig selv.