Hvad gør det ved barnet ikke at få en tryg tilknytning? 

Er relationen tryg?

Utryg tilknytning er når den relation der opbygges mellem mor (og/eller far) og barnet ikke er tryg for barnet at være i.

Det kan ske når barnet ikke bliver mødt (set/hørt/anerkendt/taget alvorligt/elsket som det er), når barnets tilknytningsperson (oftest mor) ikke er stabilt følelsesmæssigt til stede, er lukket følelsesmæssigt, ikke kan mærke barnets grænser, ikke kan reagerer hensigtsmæssigt på barnets signaler.

Utryg tilknytning er derfor ikke noget man er eller ikke er. Det er noget vi alle har i en eller anden grad, ligesom vi alle har en eller anden grad af tryg tilknytning.

Her gælder det naturligvis for mor og far om at prøve at skabe en tryg relation. Det kan der være mange gode grunde til at man ikke bare kan og ofte gentager vi vores forældres uhensigtsmæssige adfærd uden at være klar over det. Derfor kan det være en rigtig god ide at bede en familierådgiver eller familieterapeut om input og hjælp.

Der kan gå mange ting galt i relationen mellem mor og barn. En svær graviditet og fødsel kan gøre det enormt svært for mor og baby at falde i hak med hinanden og det i sig selv kan skabe grobund for en utryg tilknytning.

Når vi ikke rækker ud og beder om hjælp, er det ofte fordi vi er tynget af skam over ikke at føle os som gode nok forældre. Og skam får os til at gemme os væk.

Derfor er det vigtigt at vide, at der altid er en grund til vores adfærd og vores reaktioner. Vi er aldrig forkerte. Og når det vi gør ikke fungerer, må vi lære noget nyt, så vi ikke giver vores dårlige mønstre videre til vores børn. Så kan der blive meget mere plads til at give dem alt det gode vi også har og også er.

Det er svært at være utryg
Indenfor tilknytningsterorien taler man om tre forskellige måder at være utrygt tilknyttet på. Den ene er “undgående” (lukket og gemmer sig væk, mærker ikke), den næste er “ambivalent” (Mærker meget, skubber på) og den sidste hedder “desorganiseret” (rodet uden mønster, en blandning af de andre to). Igen er det ikke kasser hvor vi kun passer i en, men de fleste af os vil læne os mest ind i en af dem.

Jeg er selv mest undgående. Det kan jeg selvfølgelig lede tilbage til ting fra min barndom, og jeg har i min ungdom følt mig enormt tom og hul indeni, for jeg har lukket af for at mærke mig selv. Men det kan også leder fremad til mit eget forældreskab. Til det jeg giver videre.

Jeg har to børn på 4 og 7. Min første fødsel var svært og endte i kejsersnit. Det i sig selv gjorde sit til at min søn og jeg efterfølgende havde svært ved at falde i hak. Samtidig opdagede jeg at den der moderlige intuition var enormt svært at mærke. Min havde kolik. Han græd og græd og jeg havde enormt svært ved at aflæse hans signaler, og jeg havde svært ved at regulere hans nervesystem i mit, dvs. give ham den ro det lille barn ikke kan give sig selv, men har brug for fra sin mor. Vi smeltede aldrig helt ind i hinanden.

Heldigvis kan vi hele tiden gøre noget for tilknytningen og relationen. De første 3 år er så vigtige fordi her grundlægges mønstrene i barnets hjerne. Her er hjernen mest formbar (plastisk), men det er den også resten af livet. Derfor er det aldrig for sent at skabe relation og tilknytning.

Øvelse:

Kan du genkende noget af det jeg skriver her? Sæt dig gerne ned og skriv et par linier om hvordan selv går i relation: Kan du åbne dig følelsemæssigt for dine nærmeste eller lukker du af? Kæmper du for at blive hørt? Eller en blandning?
Halvdelen af os mennesker er primært utrygge, så det er helt almindeligt desværre.
Kan du genkende din tilknytningsstil i måden du går i relation til dine egne børn? Hvad er en ting du vil gøre anderledes nu hvor du er blevet lidt mere opmærksom på dig selv?

Vi kan netop bruge denne viden til at se på hvordan vi går i relation med vores børn, så vi ikke blot giver vores utrygge tilknytning videre. Hvad kan vi gøre for at skabe en tryggere relation? Hvad har vi brug for hjælp til?

Tidlig tilknytning er den vigtige relation der skabes mellem mor og barn i begyndelsen af livet. Det er fundamentet vi bygger vores liv udfra. Og det skaber en mønster for de tilknytninger der opstår gennem resten af vores liv.

Jo bedre vi mærker og forstår os selv, jo bedre kan vi gå i sunde relationer og give det videre vi vælger at give.

Ps. Har du svært ved at mærke dig selv og dine grænser, så kan det være du har lyst til at læse min e-bog: “Forældre find din grænse” med viden og øvelser, der hjælper dig til at finde tilbage til dig selv. Du kan købe din via min hjemmeside lige her.