Artikel

Hvis du skal kunne møde dit barn, skal du møde dig selv først 

Når noget går skævt i relationen, når der er mange konflikter og hverdagen næsten ikke kan hænge sammen, har vi det med at kigge udad: Hvad er der galt med mit barn så han opfører sig sådan? Har jeg forkælet ham for meget? Hvordan gør de andre forældre? Hvad siger bøgerne og eksperterne? Hvordan er man egentlig en god nok forældre?

Og jo mere vi søger udenfor os selv, jo mere forvirrede bliver vi. Der findes ingen rigtig måde at være forældre på og der findes ingen metode når det handler om mennesker.
Dét det handler om, er at være til stede i relationen.
For at finde vores egne svar, må vi derfor vende blikket mod os selv. Ikke for at dømme og finde fejl hos os selv, men for at finde mening. Når konflikter og opførsel bliver fastlåst, er vi ikke til stede i relationen, og så kan vi ikke møde vores børn. For at kunne være til stede i nuet, kræver det at vi er frie i vores væren, og når vi omvendt er fastlåste, sidder vi så at sige fast et sted i fortiden og reagerer derfra.

Eksempel:

Else er mor til Peter på 4 år. Han har lige spist en is og vil have en mere. Da han får et nej, skriger og græder han. “Hvor er du grådig og forkælet!” udbryder hans mor; “Du har lige fået en stor is, men du vil bare have og have. Ikke så meget som et tak får man!” Her møder Else ikke sin søn der hvor han er, men udfra sit eget barndomstraume: Måske lærte Else at man var grådig når man bad om mere eller tog “for meget”, at man skulle sige tak til de voksne, måske fik hun ikke så meget da hun var barn, som børn tager for givet i dag. Hvad end der ligger bag, møder Else ikke sin søn der hvor han er, men ud fra noget gammelt som egentlig ikke har noget med Peter at gøre. Havde hun været til stede nuet, kunne hun f.eks. have sagt: “Du ville gerne have en is mere og det fik du ikke. Øv.” Det er sådan Peter har det.

Et barndomstraume er ikke kun store voldsomme traumer og overgreb, men også alle de gange vi ikke er blevet mødt - eller er blevet mødt skævt - ofte på grund af vores forældres egne barndomstraumer. Som vi ser det i eksemplet med Else og Peter, giver vi nemt vores egne barndomstraumer - eller sår på sjælen - videre til vores børn.

Når vi møder os selv først, kan vi undersøge hvad det er vi reagerer på, så det der handler om os selv, ikke kommer til at definere vores børn, og så vi kan møde dem lige nu i denne relation.