Hvordan skælder du ud?

Skældud har mange former

Det er ikke bare når vi råber højt eller taler i en hård tone, at der er tale om skældud.

Når vi skælder vores børn ud, gør vi skade på dem. I dag sammenligner man skældud med at slå sine børn. Det giver sår på sjælen, på selvværdet og er med til at forme deres personlighed.

Vi kommer alle til at skælde ud engang imellem. Det gør jeg også. Men jo bedre vi forstår vores børn, os selv og hvad der ligger i skældud, jo mindre vil ryge i den grøft.

Hvad er skældud?

Definering af barnet. Når du fortæller barnet hvem han eller hun er. Eller hvordan han eller hun er. F.eks.: “Nu er du doven” eller “Nej du er ikke bange.”
Det er sådan at børn samarbejder med deres forældre. Det gør de i så høj grad, at de hellere tror din definition af dem, end det de mærker indeni sig selv.
Trusler og straf: “Hvis du ikke kommer nu så går jeg!” “Hvis du ikke rydder op på dit værelse, må du ikke se Disney show!” “Du skal spise op før du får dessert!” Det modsatte af kærlighed er ikke had, men seperation. Når vi truer med at forlade barnet eller med at tage noget fra det, så truer vi med seperation. Det betyder for barnet at det ikke kan stole på og regne med det menneske i verden der netop er her for at passe på det. Det er meget utrygt.
Moralisering: Når vi gør os til moralske overdommere, møder vi slet ikke det menneske vi står overfor, om det så er en voksen eller et barn. - Men fortæller dem i stedet hvad der er galt med dem og hvordan de burde være. F.eks.: “Rasmus, du er stor nok til at vide, at man ikke ødelægger andres sandslotte!” eller “Der er da ingen der vil lege med dig når du opfører dig sådan!”
Retoriske spørgsmål/tale ned til barnet: Eksemplet ovenover kan omformuleres til: “Du tror vel ikke nogen gider lege med dig når du opfører dig sådan!?!” Et andet eksempel kunne være: “Skal den jakke ligge og flyde på gulvet?” Når vi stiller spørgsmål uden at ville have et svar, eller som vi selv kender svaret på, taler vi simpelthen ned til vores børn. Børn er lige så meget værd som voksne. De har ikke samme livserfaring og er derved ikke lige stillet (den voksne har ansvaret), men de er lige så meget værd.
Passive-aggressive: Når vi siger med et anstrengt smil og en vred undertrykt stemme: “Jeg vil have at du sætter dig ned og opfører dig ordentligt!” Prøver vi at smøre vores vrede ind i sødme, er vi meget uautentiske. Der er slet ikke overensstemmelse mellem det vi siger og måden vi siger det på. Det er forvirrende for barnet og rigtig ubehageligt. På den måde tager vi heller ikke ansvaret for hvordan vi faktisk har det lige nu.
Du: “Du-sætninger” er typisk skældud hvor vi siger noget om den anden, i stedet for at sige noget om os selv. “Du kommer altid for sent!” “Du skal også altid drille din søster!” Tal udfra dig selv i stedet: “Jeg vil ikke have at du taler sådan til din søster!”

Når vi ikke selv tager ansvaret for relationen mellem os og vores børn, så får børnene ansvaret og det kan og skal de slet ikke bære. Derfor får du ikke denne liste for at se hvad du gør “forkert” men for at blive mere bevidst om hvordan du går i relation. På den måde kan du tage valg og tage ansvar.

Her kan du se og læse mere om Annemarie Clement og jeg selv.