Artikel

Når sommerferien med børnene skal være perfekt!

Det er blevet sommerferietid. Solen skinner og fuglene synger, og mine børn... de sidder foran fjernsynet.

Jeg havde tænkt mig at vi hver morgen skulle cykle ned til vandet og spise morgenmad. Vi gjorde det en gang inden sommerferien og det var vildt hyggeligt. Vi har ikke gjort det siden.

Vi skal også ud og ordne have og lave picknic og på skovtur og til Sverige og i sommerhus… Jeg har så mange gode intentioner og ting jeg vil sammen med børnene. “Den perfekte sommerferie!”

To ting sker, når vi har lidt for mange “gode” intentioner. Det første er at vi selv kommer til at føle os som dårlige forældre, for ingen kan leve op til den perfekte ferie og vi kommer til at slide på os selv i forsøget. Derfor sidder mine børn i stedet og ser fjernsyn.

Når vi har en intention om at noget skal være på en bestemt måde (her “perfekt”), så sker der, som det andet, nemt det, at det bliver “metode før menneske”; vi overser simpelthen vores børn i forsøget på at gøre det så godt for dem. Når vi ræser derudaf uden at se hvad der egentlig sker ovre i børnene, så kommer vi nemt til at projektgøre dem. De bliver en del af vores “projekt sommerferie”, ligesom at pløkker eksempelvis er en del af “projekt slå teltet op”. De bliver altså næsten ting i stedet for mennesker, fordi vi ikke er opmærksomme på deres indeside; altså på hvordan de har indeni og hvem de er netop nu; hvad de vil og kan, og hvad har de brug for i netop denne situation.

Som en af mine klienter udtrykte dét at være kærestens projekt: “Det er enormt demotiverende!” Her var det lige gået op for hende at hun gjorde netop det sammen med deres barn.

Det at projektgøre andre kaldes i fagsprog en “subjekt-objekt relation” til forskel fra den ligeværdige “subjekt-subjekt relation”. Et objekt kan ses som noget flat (som en ting), mens et subjekt har dybde, tanker, følelser og indre sansninger (som et menneske).

Når vi opdager at vi har et “projekt sommerferie”, eller lignende projekter på børnenes vegne, gælder det om at stoppe op og simpelthen møde vores børn.

Noget af det bedste vi (nogensinde) kan gøre for os selv og relationen til vores børn (og alle andre), er at øve os i ægte mødeøjeblikke. Det jeg kalder et ægte mødeøjeblik, er der hvor to mennesker (eller flere) går i relation med hinanden uden at ville noget - uden at have hensigter eller projekter, uden at der skal komme et “resultat” ud af samtalen/relationen. Vi møder simpelthen den anden for sammen at opleve: hvem er du lige nu og hvem er jeg sammen med dig netop nu. Når vi møder hinanden i det der er lige nu, kan vi være oprigtigt nysgerrige på hvad der foregår på den andens inderside og lære vores egen lidt bedre at kende.

Tilbage til sommerferien, så må man selvfølgelig gerne lægge planer, men læg nogle der passer til de små børn eller inddrag de store i processen og beslutningerne, så ferien er noget de trives med sådan som de netop er denne sommer. Dine børn er nemlig helt rigtige lige som de er.