Artikel

Put mig i en kasse! 

Under mange diagnoser, som eksempelvis den store altomsiggribende ADHD, ligger ofte barndomstraumer, som omsorgssvigt, fysisk og psykisk misbrug, ulykker, fødselstraumer, mv.

I følge psykiater og traume ekspert Bessel van der Kolk, sker der det når børnene (nogle gange først i voksenalderen) møder lægesystemet, at barnet vil få 5-6 forskellige diagnoser alt afhængigt af hvem han eller hun møder. I sin bog “The Body Keeps the Score” skriver han (her i min oversættelse): “Hvis lægen har fokus på humørsvingninger, vil diagnosen være bipolar lidelse. Hvis opgivelsen er i fokus hos den professionelle, vil diagnosen være depression. Er fokus derimod på rastløshed og mangel på fokus, kan diagnosen være ADHD. Og hvis lægen har fokus på traumer, og klienten er villig til at tale om det, vil han eller hun sandsynligvis få diagnosen PTSD”. Til hver diagnose hører naturligvis hver sin type medicinsk behandling. Ingen af disse diagnoser er, skriver Bessel Van der Kolk, helt ved siden af, men ingen af dem vil på nogen måde begynde at beskrive hvem patienten er og hvad han eller hun lider af.

Vi kender efterhånden alle børn med diagnoser som ADHD og lign. I min egen tætte omgangskreds, har jeg (mindst) to. Her er der tale om børn med, hvad jeg vil kalde to meget forskellige fødselstraumer og svære start på livet. De har begge hver deres diagnose. Den tages der hensyn til, men det underliggende traume arbejdes der ikke med i lægesystemet og man skal som forældre være heldig at falde over information om sammenhængen.

Noget af det uheldige der sker i forlængelse af vores forkærlighed for at putte folk i kasser (som ved diagnoser), er at vi nemt kommer til kun at se kassen. Mennesker bliver objekter og får ikke den individuelle hjælp og det møde som alle mennesker (især når de har været udsat for traumer) har brug for.

Som forældre gør vi alle de bedste vi kan, men nogle har (ofte på grund af deres egne barndomstraumer) ikke kapaciteten til at gøre det godt nok. Det er det vi ofte ser ved svære barndomstraumer eller tilknytningstraumer.

Det der sker når børn bliver traumatiserede af deres egne tilknytningspersoner - altså de mennesker der har til ansvar at beskytte og elske dem - er at børnene ser sig selv som de forkerte eller onde, ikke forældrene (som børnene ikke har andet valg end at knytte sig til. Det er simpelthen overlevelse). Og denne følelse tager de med sig ind i voksenlivet og møder så sige verden herfra. De er “skyldige” og “forkerte” og når noget går galt er det deres skyld. Og de dybe følelser af vrede som de ikke kan rette mod deres forældre, bliver i stedet rettet mod dem selv. Bessel van der Kolk skriver (igen min oversættelse): “Vrede der ikke har noget mål omdirigeres mod en selv i form af depression, selv-had, og selvdestruktive handlinger”.

Disse følelser (og de symptomer de udmønter sig i) kan naturligvis dæmpes ved hjælp af medicin, men det underliggende traume - sansningen under følelsen - afhjælpes ikke. I vores diagnosesystemer hjælper vi i højere grad mennesker til at overleve end til at leve.

Både diagnoser og medicin kan være brugbare, redde liv og hjælpe klienter og professionelle, men jeg tror at når de misbruges, som vi ser det i høj grad i dag, taber vi mange liv på vejen. Og jeg tror at vi som professionelle nemt mister empatien for vores klienter, når vi ser dem som kasser med forskellige mærkater, i stedet for som rigtige levende mennesker. Vi giver ikke os selv chancen for virkelig at gøre en forskel, både i det enkelte menneskes liv og for hele menneskeheden, som både kan og har brug for at blive løftet op til de meningsfulde, unikke og sociale væsner vi er.