Artikel

“Jeg glæder mig til at jeg bliver Hulk, så kan jeg komme tilbage og slå jeg alle sammen i stykker!”

Det er en almindelig dag i børnehaven. Der har været en konflikt mellem Jakob på 4 år og en af de andre drenge. Jakob synes at den anden dreng bare kunne have lade være med at gøre det han gjorde, selvom konflikten udsprang af at de kom til at sidde sammen og ikke kunne komme fri. “Nej men du kan da nok forstå…” begynder Jakobs pædagog, da han sidder inde i garderoben. Hun taler til den lille drengs hovede - og det er slet ikke der han er; han kan ikke “bare forstå”, men kommer i stedet til at føle sig forkert i og med at hun kommer med det “rigtige” svar.

Hvad ville der ske hvis hun i stedet var nysgerrig og anerkendende?

Da hun har forklaret Jakob “det rigtige svar”, ser han frem for sig og siger: “Jeg glæder mig til at jeg bliver Hulk, så kan jeg komme tilbage og slå jer alle sammen i stykker.”

Pædagogen svarer at det der Hulk noget måtte han gemme til derhjemme. Det vil vi ikke have her.

Jeg kalder det “metode før menneske” når vi-leger-ikke-superhelte-disney-osv-figurer-i-denne-børnehave” bliver det vigtige og står i forgrunden for pædagogen i stedet for dét at møde barnet hvor det er.

Tænk hvis hun i stedet lyttede til det der lå bag hans ord. Han følte sig så forkert at han ønskede sig stor og stærk, så det kunne blive hans tur til at have magten. Den magt til at have ret, som pædagogen netop nu tog. Den fysiske magtposition man åbenbart skal have for ikke at være den forkerte. Når man vokser op i et gammelt børnesyn, er det nemlig den store og stærke der bestemmer, fordi den store og stærke kan “slå de små i stykker”.

Det er en smadder sød pædagog og en rigtig fin børnehave Jakob går i. Og som jeg så ofte skriver, gør vi alle det bedste vi kan. Det er netop derfor vi har brug for ny læring og ny viden, for uden den, tager vi baggagen fra vores egen barndom med i relationerne til “vores børn” (om vi så er pædagoger, lærere eller forældre) for når det bedste vi kan, gør vores børn forkerte og gør at vi ikke møder dem som de er netop nu, ender det bedste de kan gøre med at være “at slå jer alle sammen i stykker”, for når man enten er rigtig eller forkert, må man bruge den magt man nu har, enten til at slå udad mod de andre eller til at slå indad mod sig selv.