Stress, børn og “nu-øer”
Stress, børn og “nu-øer.”
Både de voksnes og børnenes hverdag er ofte stressende i den tid vi lever i. Og al den stress og al den dårlige samvittighed vi får over travlheden, mærker vores børn.
“Børn lever af hvad der sker på vores inderside” siger psykoterapeut Annemarie Clement.
I stedet for at kæmpe vores indre kampe over alle de ting vi ikke kan gøre godt nok, så gælder det om at finde de øer som kan være familiens.
Hvis du ser arbejdslivet, skolen, børnehaven og hverdagen som det hav vi sejler rundt på gennem vores dagligdag, så se hvor mange små og store øer du kan finde i det hav og lad øerne være et sted med ro, ned i tempo og varme hjerter.
Det betyder ikke at de skal være små perfekte øer hvor vi bare er glade og fulde af overskud hele tiden. Det kan vi ikke, slet ikke hvis vi er trætte.
Det betyder at vi skal lave “nu-øer” dvs. øer hvor vi er til stede i nu’et.
Jeg ved at det er nemt at sige og svært at gøre, men her er Annemarie Clements råd om ro, ned i tempo og det varme hjerte vigtigt. Jo mere vi kan være i os selv - mærke os selv, trække vejret ned i kroppen og finde ro - jo mere til stede er vi lige nu.
Eksempel:
Markus er enlig far til Bertil på 5 år. Han har et job hvor han er på meget, også når han har fri. Han ser ingen andre muligheder da han er alene om at forsørge sin søn. Derfor er Bertil i børnehave længe hver dag. Og når de er hjemme skal der laves mad osv. Derfor har Markus aftalt med sin arbejdsplads, at de ikke kan få fat i ham mellem kl 17 og kl 20 medmindre det er meget vigtigt.
Markus har besluttet at han simpelthen er sammen med sin søn når de er hjemme. Han er sammen med Bertil lige nu med alt hvad det indebærer. Det betyder at han forholder sig til sin søn og deres tid sammen med madlavning, leg, sengetid, gråd, vrede, glæde, grin, osv. Han forholder sig ikke til sit arbejde og de ting han skal bruge sin tid på når Bertil sover. Han er til stede nu med det der er.
For Markus og Bertil har dette skift betydet at de har meget mere ro sammen og at Bertil har langt nemmere ved at finde sig i den hverdag som han må indordne sig under. Og at Markus nyder sin tid sammen med sin søn i stedet for at være stresset over alt det han skal nå.
Hvordan gør du?
Find dine “nu-øer.” Hvilke dage, tider, osv.
Sæt rammen. Hvad skal I lave sammen (så lidt som muligt er godt): Lege, lave mad, læse…
Ro, ned i tempo, varmt hjerte. Find ro og kropskontakten i dig selv før du kan være til stede. Er det svært at komme i kontakt med dig selv, kan du finde øvelser i min e-bog “Forældre - find din grænse.”
Vær sammen med dit barn uden forventninger om hvordan det skal gå. I skal bare være sammen lige nu.
Hvordan kan du få nu-øerne til at passe ind i din hverdag og dit liv. Er der mange små, en enkelt lille eller en stor ø hver dag? Er det samme tid hver dag? Er det morgen, når I kommer hjem eller om aftenen? Hvordan giver det mening i netop jeres liv uden det bliver en ny ting at stresse over?
Børn har så meget brug for at vi kan være til stede med dem lige nu. De lever i høj grad af det der sker inden i os. Derfor smitter vores stress også af på vores børn, ligesom vores ro gør det.
Vi kan ikke være rolige og kærlige hele tiden. Vi har så travlt. Derfor gælder det om at skabe øer mellem alt det andet der fylder i vores liv, til at være sammen. Til at være i kontakt med os selv og med hinanden.
Har du nogle tanker eller spørgsmål, så skriv endelig til mig. Hvad giver mening, hvad kan du bruge? Er der noget du slet ikke forstår eller kan du bare ikke se hvordan du skal få “nu-øerne” til at passe ind i dit liv, selvom at du egentlig gerne vil?
Hvad vil du gøre anderledes nu?