Artikel

Ved du egentlig hvad du vil?

Som børn er det helt essentielt for vores overlevelse at vi kan indordne os i fællesskabet og derfor samarbejder vi naturligt med vores omsorgspersoner, altså typisk mor og far. Vores forældres måde at gå i relation med os på, er med til at forme vores hjerne, og bliver således det “almindelige” for netop os.

På den måde har mange af os lært at være ydrestyrede; at lytte mere til hvad andre synes og mener, end til os selv. Og fordi vores forældres stemmer, er blevet integreret i os, kan det være svært virkelig at mærke; hvad er det der er mig og hvad er det der er “ikke-mig”, altså den jeg har lært jeg skal være.

Ikke-mig, altså vores ydrestyring eller ydre stemme, kan hænge som en sort sky over os. Du kan kende den ved at den er en burde. Når vi gør noget fordi vi burde, så gælder det altid om at være ekstra vågen og mærke efter ind i vores “mig”; ind i vores indre stemme; hvad vil jeg? Det gør vi ved at stoppe op helt fysisk, trække vejet dybt og mærke ind i os selv; ind i maven (eller hvor du nu mærker det) og simpelthen lytte og mærke efter hvordan der føles derinde; hvad vores indre stemme fortæller os. Hvad er det jeg vil? Det kan godt lyde mærkeligt eller ligefrem mystisk hvis man ikke er vant at tale om og mærke kroppen på den måde, men som internationalt anerkendte Dr. Peter A. Levine, udtaler det: Kroppen taler hele tiden. Vi skal bare lytte. Der er ikke noget mystisk ved det. (Dr. Levine er grundlægger af terapiformen “Somatic experiencing” og ham vil du høre meget mere om her på siden). Man kan øve sig i at mærke efter når man står i situationen, men det er en rigtig god ide også at træne sin indre stemme når man ikke står der midt i valget eller konflikten. Når man har ro, måske en aften derhjemme. Så bliver det nemmere efterhånden også at mærke efter, når man står i det der er svært. For mig fungerer det godt at meditere. Jeg fokuser på det der er svært (konflikt/valg/...) helt ind i kroppen og jo mere jeg træner mit fokus, jo bedre kan jeg mærke de forskellige områder i kroppen: det ydre burde, mærker jeg ofte oppe i halsen som noget der presser eller strammer; næsten som noget jeg havde lyst til at brække op og ud af mig. Det indre vil; kan jeg mærke i maven, og jo mere jeg mærker det, jo mere ro giver det mig. Det indre er ikke det “fornuftige” valg, men det der føles rigtige.

I nogle situationer er det nemmere at mærke efter end det er i andre. Derfor kan det være hjælpsomt at tænke tilbage på hvornår det faktisk var nemt for dig at mærke dig selv: I hvilke situationer eller sammen med hvilke mennesker kan du faktisk godt mærke dig selv og din grænse? Og så kræver det simpelthen øvelse. Det kræver øvelse at mærke sig selv og det kræver mod, at lytte til det vi mærker, for vores “burde” står klar som en overdommer hele tiden. Det kan føles farligt at lytte til sig selv, fordi mange af os har netop lært at lytte til vores ydre stemme, for at få deres forældres kærlighed: Kan andre virkelig elske mig hvis jeg siger hvad jeg virkelig mener? Men når du virkelig mærker dig selv og reagerer på det, føles det SÅ rigtigt. Bagefter. Og det bliver nemmere hver gang, for din hjerne og din krop lærer det efterhånden at kende som sikkert.

Tænk over de personer du virkelig respekterer og ser op til. - Jeg tør vædde på at det er mennesker der står inde for sig selv og gør det de vil. Som Sofia Manning skriver det så fint i sin bog om coaching: Du har kun dette liv og det er dit. Det er kun dig selv der kan bruge det til noget, så gør det der er rigtigt for dig.

Mange af os kan faktisk godt mærke vores indre stemme, men vi tør ikke lytte til den.

Helt ærligt synes jeg det er spild af tid at lade være.

Hvad synes du?