Guide til IFS klienten. Kapitel 2: Selvet
I kapitel 1: Systemet af Dele dykkede vi ned i de forskellige typer af dele og sammenlignede dem med børnene i familien.
Den indre forælder til vores indre børn er Selvet.
I denne beskrivelse af Selvet og det indre familiesystem tager jeg udgangspunkt i min viden om og forståelse af tilknytning og det nye børnesyn, som i min optik underbygger Internal Family Systems (IFS). Derfor vil du i nedenstående beskrivelse se en sammenhæng mellem IFS og tilknytning, som ikke typisk er en (stor) del af beskrivelsen af IFS. Denne beskrivelse bygger således på min egen personlige og professionelle forståelse af modellen og livssynet. Beskrivelsen af Selvet og det indre system afviger ikke fra IFS, men underbygges blot at tilknytningsteori og det nye børnesyn.
Psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld - forfatter til bogen “Dit barn har brug for DIG” - sammenligner meget fint forælderen med solen og børnene med planeterne der kredser om denne.
Ved en utryg ydre tilknytning - og dét Neufeld kalder peer-orientation - vil børnene kredse om hinanden i stedet for om forælderen.
Det samme ser vi i det indre system, når vores dele bærer byrder fra traumer og smerte: Vores dele (eller indre børn) kredser om hinanden (Beskytterdele om Eksiler) i stedet for at kredse om Selvet (forælderen). Der er altså tale om en utryg indre tilknytning, som følge af en utryg ydre tilknytning og traumer i barndommen.
Vi kan tydeligt forestille os det kaos og den ødelæggelse der ville opstå hvis planeterne i solsystemet begyndte at kredse om hinanden i stedet for om solen og det samme kan siges at være gældende for vores indre (og ydre) familiesystemer.
Som vi ved fra tilknytningsteorien har børn brug for en tryg tilknytningsperson (mor og/eller far) for at kunne udvikle sig sundt og gå trygt ud i verden med selvværdet i orden (altså den indre trygge tilknytning).
Det har børnene i vores indre familiesystem - altså vores dele - også.
Jo sværere eller mere traumatisk en barndom, og derved (ofte) mere utryg en ydre tilknytning, jo mere utryg er den indre tilknytning også. Vi vil ofte opdage gennem terapien af mange af vores dele slet ikke ved at der er en sådan indre forældre - Selvet - eller at vi er blevet voksne siden de påtog sig deres byrder.
Nogle dele vil føle sig forladt og forrådt at Selvet og har under alle omstændigheder taget skeen i egen hånd for overlevelsens skyld.
Derfor er noget af det vigtigste arbejde i IFS terapi at skabe en tryg tilknytning indeni mellem Selvet, den indre forælder, og delene, de indre børn.
Noget af det Richard Schwartz, grundlægger af IFS, lægger fast, efter at have arbejdet terapeutisk med selv de meste ekstreme former for vold, selvskade og psykiske diagnoser, er at alle har et Selv. Det er ikke noget der skal kultiveres eller trænes frem, det er ikke noget der kan mistes og det er ikke noget der kan ødelægges. Alle mennesker har et Selv. Eller sagt på en anden måde: Alle mennesker er et Selv.
Selvet er vores indre kerne, vores dybe bevidsthed, vores væren, vores sandhed, vores sjæl, vores indre guddommelighed, vores trygge indre tilknytning, vores anker, vores forbindelse til den kollektive bevidsthed og til andre mennesker.
Kært barn har mange navne og det er forskelligt præcis hvordan vi mærker vores Selv og hvad vi ønsker at kalde det.
Når vi er bevidste om os selv, vores tanker, vores dele, uden dom, er vi (i nogen grad) i vores Selv-energi. Fra dette sted i os selv har vi ingen agenda eller dom, men vil helt automatisk være sammen med vores dele (følelser, tanker, sansninger, reaktioner, symptomer) fra et kærligt og åbent sted. Fra vores Selv har vi de svar der skal til.
Det er også denne tilstand af Selv-energi vi dykker ind i under meditationer, psykedeliske rejser og andre bevidsthedsændrende tilstande. Det er et sted vi alle har i os, der der forbinder os med den kollektive bevidsthed; med vores indre system og med væren.
Selvet ødelægges ikke uanset traumer, men gemmes væk bag vores beskytterdele når de tager over for at beskytte os.
Jo større smerte og traumer, jo mere overtager vores beskyttere, og Selvet kan være gemt langt væk, men vil altid være der når dele træder til side. Dette kan være en langvarig og gradvis process, så tab ikke modet når du ikke synes det er nemt sådan lige at mærke ind i.
Når det kommer til Selv og dele, er det ikke enten-eller, men, som med det mest andet i livet, både-og. Når du taler med et andet menneske fra et balanceret og kærligt sted, vil du typisk både have en given procentdel af dit Selv til stede og en given procentdel Manager, Brandslukker, Eksil til stede alt efter samtalen, relationen og miljøet. Sker der for eksempel en pludselig ændring, vil beskytterdele straks tage mere over (i hvert fald midlertidligt).
I den tidlige barndom opbygger barnet en tilknytning til sine forældre.
(Jeg skriver oftest mor for nemhedens skyld, men begge forældre uanset køn og biologisk forældreskab kan være tilknytningspersoner).
Det lille barn kan endnu ikke Selv-regulere og har brug for at trygt nervesystem at læne sig ud i. Når barnet er utrygt og har brug for kontakt kalder det på tilknytningspersonen, som tager det lille barn op og ind til sig. Det lille barn læner sig ind til mor og det lille barns umodne nervesystem læner sig ind i mors rolige nervesystem - det co-regulerer.
Mors ro og tryghed, skaber ro og tryghed i det lille barn.
Når tilknytningspersonen ikke er tilgængelig sådan som barnet har brug for det - når forældre for eksempel har lært at de skal lade det lille barn ligge og græde eller har lukket af pga. egne traumer og derfor ikke reagerer på barnets gråd/kalden (eller når det større barn ikke bliver mødt i hvordan det har det, men i stedet fx. skældes og skammes ud, eller udsættes for traumatiske oplevelser) - vil barnets beskyttersystem i større eller mindre grad lukke af for den utryghed og smerte det medfører og sende den del der bærer eller påtager sig byrden (af utryghed og smerte) i eksil. Barnet lærer altså helt kropsligt at (lige der kan) det ikke læne sig ud, og lukker i stedet af.
Også når vi ikke husker disse oplevelser bevidst, sætter de stadig spor i kroppen. Ellers som Bessel vand der Kolk siger det så rammende: Kroppen husker.
Det lille barn har brug for at læne sig ud (co-regulering) for at regulere sit nervesystem og vil gennem co-reguleringen efterhånden begynde at kunne læne sig ind (Selv-regulering). Det at barnets system i begyndelsen af livet kan læne sig ud, gør altså at dets dele efterhånden kan læne sig ind i Selvet = den indre trygge tilknytning.
I den utrygge tilknytning har tilknytningspersonen ofte været utilgængelig når barnet har brug for at regulere sig (co-regulering) og derved falde til ro igen. Derfor har beskytterdele i barnets system taget over og lukket af for Selvet. Og i stedet for en tryg indre tilknytning, har barnet (og senere den voksne) en række overlevelsesstrategier eller mønstre der tager over i svære situationer.
Dette vidner om et ekstremt kompetent og adaptivt indre system, som gør at mennesket har overlevet en til tider hård verden.
Det er ikke noget du har gjort galt. Det er noget du har gjort godt.
Som vi ved fra tilknytningsteorien er tryg og utryg tilknytning ikke enten-eller og som Frank Anderson nævner i sin bog “Transending Trauma” kan dele af vores indre system være trygt tilknyttet mens andre dele (som forælderen for eksempel ikke har kunnet rumme pga egne traumer), mere utrygt tilknyttede. På samme måde knytter vi os forskelligt til forskellige mennesker i vores liv (både som børn og voksne), men de fleste har en primær tilknytningsstil som de går ud i verden med (fra tilknytningsteorien kendt som tryg tilknytning eller de tre utrygge tilknytningsstile: Undvigende, Ambivalent, desorganiseret).
Selvet er en tilstand af væren og bevidsthed som er langt mere klar og nærværende end nogle tanke-bevidsthed eller forceret tilstedværelse formår.
Det er lige dér hvor du er til stede med det der er, uden en dom eller uden at ville noget med det. Du ér.
Det er ikke en overdrivelse at kalde Selvet for ren kærlighed. Det betyder ikke at det hele er en stor love-fest hvor vi ingen grænser har. Tværtimod er det en meget afgrænset og derved også meget forbundet tilstand.
I IFS livssynet karakteriseres Selvet ved de 8 C’er (som alle starter med C på engelsk):
Nysgerrighed, forbundethed, medfølelse, mod, ro, klarhed, kreativitet, tillid.
Når disse indre kvaliteter kommer fra et åbent og kærligt sted i os selv, er vi i forbindelse med vores Selv-energi.
Selvet en en kropsligt forankret tilstand og vil for mange sanses som en større åbenhed indeni (især i brystområdet og følt gennem vejrtrækningen), hvorimod vi kan føles os helt sammenpressede og uden plads indeni når vores dele virkelig tager over.
Selvet kan føles som energi der strømmer gennem kroppen, som et varmt og åbent hjerte og som en grounded og tilbagelænet tilstand.
Det er et sted vi alle har I os og kan sanse når først vores dele har tillid nok til at give plads eller træde tilbage. Når de ikke har det, er der altid en god grund til det og det er aldrig noget vi skal forcere.
Selvet er den indre forældre, som vores system af dele har brug for at kunne læne sig ind i.
En stor del af hvad IFS terapi er, er derfor at være sammen med vores dele på en ny måde, hvor de mærker den trygge kontakt imellem dem og vores Selv.
Det er ligeså Selvet vores dele har brug for at blive bevidnet af, når de fortæller deres sandhed og deres histore, og det er Selvet der hjælper dem til at slippe de byrder af skam, forkerthed, alenehed, skyld osv. som vores indre Eksiler bærer på.
Ved tidlige og/eller voldsomme traumer, kan det tage tid og tålmodighed at hjælpe sine dele til have tillid nok til at give plads. Når vores dele træder til side, vil Selvet træde frem. Og når det sker, kan vi begynde at genskabe den indre tilknytning der retmæssigt tilhører alle mennesker og alle menneskets indre dele.
I IFS terapien vil du ofte høre spørgsmålet “Hvad føler du for denne del?” fra din terapeut. Når svaret er “Jeg hader den!”, “Den er irriterende”, “Jeg er bange for den” og lign. betyder det at vi er “blendede” med en anden del. Dvs. at den har taget mere eller mindre over og vi i det øjeblik ser verden gennem dens øjne. Svaret kommer dermed fra hvad denne deler føler for eller synes om delen vi arbejder med.
Når og hvis disse dele træder tilbage og der bliver skabt plads og rum indeni os, kan vores Selv-energi tage plads (på førersædet).
Når vi taler om Selv-energi er det som sagt ikke enten-eller, men både-og. Du behøver altså ikke at være i 100% Selv-energi for at arbejde med dine dele. Og din IFS terapeuts Selv-energi skaber ligeledes tryghed for hele dit indre system.
Målet med terapien er ikke at vi skal kunne være i Selv-energi hele tiden. Det er der ikke nogen der kan eller bør. Det vi arbejder på er at hele de byrder systemet bærer, så vores dele reagerer kongruent med nutiden, og at genskabe den indre tilknytning, så vores dele ikke er alene, polariserede og på overarbejde.
Når din terapeut spørger “hvad føler du for denne del?” lytter hun efter Selv-energi:
Nysgerrighed, forbundethed, medfølelse, mod, ro, klarhed, kreativitet, tillid, åbenhed, kærlighed, glæde…
Når du mærker nysgerrigheden og kærligheden fra dit hjerte, fra din kerne, fra din sjæl og du sender denne følelse til den del du er i kontakt med, begynder du at genskabe den trygge tilknytning der retmæssigt tilhører dit indre system.
Når du er i Selvet har du de svar der er brug for. Du behøver ikke at regne noget ud fra tænke-dele; det kommer af sig selv.
Det er heller ikke noget du skal præstere - det er ikke noget du er god eller dårlig til, men noget der er en del af dig allerede, og når der ikke er adgang til det, er det altid med god grund.
Selvet er iboende i os alle. Vi er alle et Selv og kan indtage pladsen som den indre forælder vores dele har brug for, efterhånden som vi skaber mere tryghed gennem terapi og selvudvikling.
Senere i denne guide (i Del 2) vil du finde meditationer og øvelser der kan hjælpe dig til at mærke hvad Selv-energi er for dig og give dig oplevelser med dit indre system.
I næste kapitel dykker vi ned i selve IFS terapien.
Om forfatteren
Kontakt
Engelsk blog
Følg på Instagram