Guide til IFS Klienten. Kapitel 3: Om IFS Terapien
I Kapitel 1 fokuserede vi på systemet af dele.
I kapitel 2 på Selvet; den indre forældre.
I dette og i de to følgende kapitler, er fokus på IFS terapien. Her først om terapien og IFS forståelsen, hvorfor og hvordan vi påtager os byder gennem barndomme og hvordan de kan komme til udtryk i voksenlivet og i familien.
Internal Family Systems (IFS) forståelsen af mennesket udspringer ud IFS terapien og passer intuitivt til de fleste menneskers mærkning af sig selv, ligesom det går fint i spænd med- eller endda bygger videre på mange andre terapiretninger, livssyn, videnskab, spiritualitet mv. fordi terapien netop blev skabt ud af at grundlæggeren familieterapeut Richard Schwartz lagde sine teorier og forudfattede meninger på hylden og blev nysgerrig på de mennesker der sad foran ham.
Lige præcis når vi tør give slip, bliver der plads til (en smule) Selv-energi og derfra blev IFS skabt ud af klienternes fortællinger fra deres inderside.
Vi kender nok alle den indre splittelse når en del af os bliver vred på chefen, på partneren, på børnene og en anden del af os godt ved at det ikke er den mest hensigtsmæssige måde at reagere på og måske endda kan finde på at slå os godt og grundigt oveni hovedet med det.
Gennem vores indre splittelse, vores reaktioner, projektioner, symptomer, følelser, tanker og sansninger kan vi begynde at vende blikket indad og blive nysgerrige.
Som ny IFS klient kan det være svært at tro på at disse dele findes indeni os. Både fordi dele af vores system med god grund har lært at være skeptiske og mistroiske når der var mennesker i vores barndom og ungdom som ikke var til at stole på. Og fordi det kan lyde helt vildt mærkeligt - for andre lyder det bare helt rigtigt - når man først hører om denne måde at forstå mennesket på. Man kan have brug for at mærke det på eget system før det falder helt på plads.
Og selv da, kan der opstå skepsis fra vores dele. Det er helt normalt. Det er helt okay. Det er helt velkomment i terapilokalet.
Om man ser ideen om det indre system som metaforer og symboler eller om man forstår det helt konkret som indre dele eller personligheder, er egentlig ikke så vigtigt. Du kan altså dyppe dine tæer i denne forståelse og behøver ikke at tage hovedspring for at få noget ud af terapien og menneskesynet.
Nogle klienter frygter at de er tossede fordi de faktisk godt kan høre, mærke, se eller fornemme disse dele indeni. Vi har jo altid fået at vide at vi har ét sind og at alt andet er tegn på psykisk sygdom.
I dag ved vi, at hvad vi tidligere troede var psykisk dårligdom og sygdom, faktisk er sunde og normale reaktioner på noget usundt, unormalt og utrygt. Det handler altså ikke bare om genetik - der er ikke noget galt eller forkert ved dig - men alt efter vores gener og de traumer der ligger i vores familiegenerationer - og i vores eget liv - vil vi have nogle typiske reaktionsmønstre som går i arv og gener der kan komme til udtryk alt efter miljø og epigenetik.
Vi ved også at vi alle har mange sinde - eller mange dele - at dette er en naturlig og normal del af at være menneske, og altså ikke et tegn på patologi.
En af de store forskellige mellem IFS terapi og mere traditionel psykoterapi er, at vi taler med vores dele i stedet for blot at tale om dem.
Vi ser i IFS terapien ikke blot vores mønstre, ego og byrder som noget, men som nogen. Og når vi møder vores indre system på denne måde, anerkender og respekterer vi det på en helt anden måde og i en langt dybere grad.
Ser man for eksempel det indre barn som at vi “ryger tilbage i noget gammelt” som vi burde være “kommet over,” kan vi blive meget skamfulde. ”Vi er jo voksne mennesker nu og burde vide bedre.”
Men når vi ser at vores indre barn faktisk er en del af os, der stadig er et barn og som er fastlåst i fortiden endnu, er det ikke noget vi skal komme os over, men en del - og en stor mængde fastlåst energi - der er stadig er på det traumatiske sted, og som har brug for hjælp til at komme fri og slippe den smerte og de overbevisninger (byrder) den bærer.
Når vi bare skal “komme over det,” eller blot bruger terapien til at forstå vores reaktioner, efterlader vi vores Eksiler eller indre børn i den smerte der skabte traumet dengang. Vi lukker af for en del af os selv.
I IFS terapien vil vi i stedet være sammen med de dele der bærer byrder fra fortiden, hjælpe dem med at hele, med at slippe deres byrder (når de er klar til det) og bringe dem frem til nutiden fra det sted i fortiden hvor de (og dermed fastlåst energi) sidder fast.
Når det sker, vil vi for det første have mere energi at bruge andre steder i vores liv, vi vil mærke et skift i vores dybe følelser af eksempelvis forkerthed, skam og værd (alt efter hvilken del og byrde vi arbejder med og hvordan netop vores system er indrettet), og vi vil begynde at mærke større smidighed i os selv, i vores relationer og i vores liv.
En anden måde IFS terapi adskiller sig fra mange andre terapeutiske retninger, er at vi ikke arbejder på at slippe af med dit alkohol misbrug, din spiseforstyrrelse eller din OCD. I stedet hjælper vi i terapien de dele der bærer denne løsning med ikke at have brug for den længere, fordi vi afhjælper det underliggende problem. Dvs. den byrde den underliggende Eksil bærer.
Vi inkluderer og accepterer 100 % den del der bærer misbruget, spiseforstyrrelsen osv og går i ligeværdig og respektfuld kontakt med den, i stedet for at ekskludere og udskamme den.
Det gør vi fordi vi ved fra IFS forståelsen af mennesket at alle vores dele har en god intention, alle dele prøver at hjælpe og har engang hjulpet os - ofte med at overleve.
Og vi ved at vi blot vil tage del i - og forstærke - den indre polarisering og konflikt der allerede er til stede i vores indre systemer, hvis vi begynder at tage side og have agenda.
IFS terapi handler om at (gen)skabe den trygge tilknytning indeni os selv, som vi på mange måder - og i forskellig grad - ikke har fået med os fra barndommen.
For nogle vil det føles svært og forkert at “tale negativt” om barndommen. Vi alle har en eller anden form for kærligheds- og loyalitetsbånd til vores forældre uanset vores oplevelser i barndommen. Det kan føles som at give vores forældre skyld og som at være utaknemmelig for alt det gode vores forældre (ofte) også har gjort for os.
Derfor er det vigtigt at vide at psykoterapi ALDRIG handler om at give vores forældre skyld for hvad de ikke formådede. De gjorde det bedste de kunne med de midler og den viden de havde til rådighed. Det samme gjorde deres forældre før dem og deres forældre før dem.
Og: Noget af det var ikke godt nok. Nogle gange blev vi ikke mødt som vi havde brug for. Og nogle gange blev vores grænser overskredet.
Det er det (lille) barn der ikke blev mødt dengang - ikke forældrene der ikke formåede - vi arbejder med i terapi. For den energi sidder stadig fast indeni os og de oplevelser har været med til at forme de mennesker vi er i dag på godt og ondt.
Det er dét terapien kan hjælpe med at ændre på, så vi kan skabe endnu mere kontakt indad, møde os selv de steder vi ikke blev mødt, og blive endnu mere os selv.
Der løber mange kendte og ukendte traumer gennem alle familier. Det er de traumer og utrygheder vores forfædre blev udsat for, der aldrig er blevet forløst og som i en eller anden form og grad løber gennem generationerne og bliver til intergenerationelle traumer eller det vi i IFS terapi kalder Legacy Burdens - traumer der går i arv.
Den smerte vi ikke møder og heler, giver vi videre.
Ligeså findes der samfundsmæssige traumer som har stor indflydelse på alle de mennesker der vokser op i netop disse samfundssystemer. Samfundets synlige og usynlige normer bliver en del af familien og opdragelsen, og bliver derved en del af det indre familie system af dele.
Racisme er et tydeligt eksempel. Slavehandel, White Suppremacy og alt det der kom før - som du for eksempel kan læse meget mere om i Reesma Menakems bog “My Grandmothers Hands” som varmt kan anbefales - er noget der på alle mulige forskellige synlige og usynlige måder lever i os alle og som vi ikke kan ændre bare ved at lave flere regler og love, men ved at dykke ned i vores eget indre system og hele de (ofte ubevidste) byder og overbevisninger der er skabt simpelthen ved at ånde den luft ind vi er vokset op i.
Terapi handler aldrig om at give skyld. Det handler om at tage ansvar.
Som voksne mennesker er vi 100% ansvarlige for os selv og vores mønstre, hvilket IKKE betyder at vi er alene med det og ikke skal læne os ud i andre, men at vi må se indad for at hele og skabe forandring. Det kan kun vi selv gøre og vi kan (og skal) ikke gøre det alene.
Da vi var børn, var vores forældre 100% ansvarlige for os (og for sig selv). Når de ikke tog det ansvar, fik vi det.
Ansvaret for stemningen i hjemmet, for vores forældres reaktioner, for vores søskende, for de grænseoverskridelser vi blev udsat for og på vores egne reaktioner på det miljø vi voksede op i, var et alt for stort for et barn at bære - sådan skulle det ikke have været - og det skabte nogle af de bebyrdede indre systemer vi står med nu.
Vores reaktioner, følelser og symptomer nu, giver mening. Også når det ikke ser sådan ud.
Nu hvor vi er blevet voksne er disse mønstre - skabt i barndommen - blevet vores ansvar. Nu er vi blevet de voksne.
Jo dybere sår vi heler og jo mere bevidste vi bliver om vores eget indre system, jo mindre giver vi videre til vores børn af det der ikke var godt for os.
Og: vi kan ikke undgå at give noget af det videre. Det er en del af livet.
Dét vi kan gøre, er at tage ansvar. Når vi kommer til at handle ekstremt fra vores dele, kan vi sige undskyld og tage den på os bagefter. Børn har ikke brug for forældre der er perfekte, de har brug for forældre der tager ansvar.
Vi mennesker er skabt af relation, vi er skabt i relation og vi er skabt til relation.
Det at du som voksent menneske har ansvaret, betyder altså ikke at du står alene. Du har brug for andre mennesker - for co-regulering - det har vi alle. Alle har brug for sunde og trygge relationer - et trygt miljø - der kan hjælpe med at facilitere kontakt, tilknytning og heling.
I forhold til terapi, gælder det om at finde den rigtige terapeut for netop dig. Ikke blot den fagligt dygtigste terapeut eller nødvendigvis en IFS terapeut, men den terapeut der har den rette kemi med netop dig og dit system, så du (efterhånden) føler tryghed og ro nok til at dit indre system tør give en smule slip og begynde sin bevægelse.
Det kan være noget af en jungle at finde den rette psykoterapeut. Jeg har skrevet lidt om det her og jeg kommer også mere ind på det mere specifikt for IFS i del 4 af denne guide.
De fleste mennesker får gennem barndommen en nogenlunde eller god nok tilknytning. Vores forældre var der i god nok grad til at vi kunne udvikle os forholdsvis sundt.
Tryg og utryg tilknytning er ikke enten-eller og derfor vil vi alle være trygge i nogen grad og utrygge in nogen grad. I IFS ser vi det som at nogle af vores dele er trygt tilknyttede, mens andre er mere utrygt tilknyttede. IFS lead trainer Frank Anderson skriver lidt om denne måde at forstå tilknytning på i sin bog “Transending Trauma.”
De trygt tilknyttede dele vil kunne læne sig ind i vores Selv - den indre forælder - som jeg skrev om i kapitel 2. Og alt efter vores traumer eller utryghed vil de utrygt tilknyttede dele forsøge at læne sig ud i andre mennesker, for at få den tryghed de aldrig fik fra mor eller far.
Et tydligt eksempel på dette, er vores kærlighedsrelationer i voksenlivet:
Ifølge danske psykolog Jytte Vikkelsøe, forfatter til bogen “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte,” falder vi kun for mennesker hvor bestemte ingredienser er til stede. Ingredienser som har potentialet til at åbne op for og hele gamle sår.
Forelskelsesfasen åbner op for at der bliver mere plads i vores indre system - at nogle af de dele der er i eksil, faktisk får lov til at være mere til stede i forelskelsesrusen, fordi de egenskaber vi har gemt væk, faktisk er noget af det vi falder for hos den anden. Dét der føles så dejligt når vi er sammen med den vi er forelsket i, er noget der føles dejligt og åbent indeni os selv.
Når forelskelsesfasen så er overstået, lukker det sted sig ofte lidt eller helt i igen, og det der gjorde at vi forelskede os, bliver nu ofte det vi bliver trigget af; altså dét der sætter gang i konflikterne.
Da jeg mødte min mand for næsten 12 år siden, var jeg meget draget af hans ligefremhed og ærlighed - hans mangel på skam - som gjorde at de dele af mig der var lukket ned på grund af skam i barndommen, blev mere frie - der var mere plads og bevægelighed indeni mig - og jeg var selv i forelskelses-perioden mere fri for følelser af skam og kunne derfor udtrykke mig- og handle mere frit.
Men da forelskelsesfasen var ovre, lukkede disse dele sig sammen igen i mig, og nu blev hans grad af skamløshed et irritationsmoment der endda til tider forstærkede min egen skam, i stedet for at være frigørende og chamerende.
Min mand helede altså ikke mine traumer for mig, men gav mig en ledetråd - det vi i IFS terapien kalder trailheads - ind til en del af mig der havde brug for min kærlige kontakt. At hjælpe den del er mit ansvar, ikke min partners.
Er man vokset op med en voldelig far, forelsker man sig måske i en ridder der slår hårdt ned på alle der så meget som ser forkert på en, men som ender med at vende samme hårdhed mod en selv når forelskelsen er ovre.
Er man vokset op med en meget kritiserende mor, finder man måske en partner der ser op til det perfekte ydre man har skabt, men man ender med at måtte holde sig så perfekt som muligt for ikke at drætte ned af piedestalen. Man skal gør sig fortjent til kærligheden.
Vi starter ofte som hinandens redder og ender som hinandens bøddel, for vi kan ikke redde hinanden. Derfor gentager vi mønstre fra barndommen igen og igen indtil vi vender opmærksomheden indad og hjælper de dele der kommer på spil - i forholdet til vores partner, til vores børn og til andre mennesker mere generelt - med at hele deres sår og skabe en tryg tilknytning indad til vores Selv.
Når vores dele kan læne sig ind, kan vi læne os ud i vores partner fra et helt andet sted i os selv.
På samme måde vil vores bebyrdede dele komme til udtryk i forældreskabet når vores børns umiddelbarhed og frie adfærd rammer ned i (eller trigger) de dele af os der ikke fik lov til at være sig, de dele der blev lukket ned, ikke blev mødt eller blev grænseoverskredet i vores egen barndom. Og de beskyttende dele der har gemt dem af vejen.
Når vi ikke er bevidste om de dynamikker der går i gang indeni os, vil vi komme til at udspille dem på forskellige måder i forholdet til vores børn, hvilket er den mere direkte vej traumer kan løbe gennem familiegenerationerne på.
Jeg har ofte mødre i terapi der har lukket af for deres vrede i barndommen - altså sendt den i eksil - og ikke mærket den (direkte) siden, men som pludselig mærker en voldsom vrede i samspillet med deres små børn, hvilket efterfølgende bringer skam og kritiske beskytterdele frem, hvorpå gør at de prøver at få vreden til at forsvinde igen.
Men vreden er en vigtig grænse der engang blev lukket ned og som gør at vi går gennem livet uden de vigtige grænser der er brug for i relationer til andre mennesker og som gør rigtig mange ting svære og langt mere energikrævende end de ellers ville være.
I terapien byder vi vreden og skammen velkommen og lytter til deres vigtige fortællinger.
Sådan kan vi møde os selv i og med det der er. Og sådan kan vi blive mere bevidste om hvad vi ønsker at give videre til vores børn og være sammen med dem fra et mere indrestyret (Self-led) sted i os selv.
I IFS terapien er vi således sammen med delene af vores indre system fra et kærligt og accepterende sted i os selv. Vi prøver ikke på at ændre dem, men lytter i stedet til deres fortællinger (som ofte indtil da ikke har været en del af vores bevidste hukommelse) og hjælper dem i de indre dynamikker og med de byrder der bærer. Vi skaber indre kontakt, relation og balance.
IFS terapi handler altså om at (gen)skabe en tryg tilknytning indad, så vi kan gå ud i verden fra et mere balanceret indrestyret (på engelsk Self-led) sted i os selv, hvor vores dele (og mønstre) ikke tager over i samme grad, men hjælper os på vores færden gennem livet.
I næste kapitel ser vi på hvordan IFS terapi helt konkret foregår.