Guide til IFS klienten. Kapitel 4: IFS Terapi Sessionen
I kapitel 1 havde vi fokus på systemet af dele i IFS terapiens menneskeforståelse.
I kapitel 2 på Selvet; den indre forælder og kapitel 3 var OM IFS terapien.
Her i kapitel 4 kigger vi mere konkret på hvordan IFS terapi KAN se ud.
Jeg skriver KAN fordi alle IFS trænede terapeuter og practioners arbejder forskelligt og kommer fra meget forskellige baggrunde, terapeutisk retninger, coaching osv. Jeg vil senere i denne guide komme mere ind på hvordan du finder den rette IFS terapeut og har også skrevet mere generelt om det her.
Derudover er alle klienter (alle mennesker!) jo forskellige (og alle dele er forskellig), så hvad der er brug for i hver session og med hvre klient (og del) vil være meget forskelligt.
Som altid tager jeg i mine artikler udgangspunkt i min egen viden og erfaring både som IFS trænet terapeut men også som familieterapeut mv. Altså al den viden jeg har om nervesystemet, tilknytning, kroppen, relationers betydning for udvikling og traumer.
Jeg repræsenterer ikke IFS Instituttet i de ting jeg skriver, men har mine IFS uddannelser derfra. Du kan se mine uddannelser her og har du spørgsmål, må du endelig skrive til mig.
IFS terapi
Ligesom i alle andre terapiformer skal terapilokalet (om det så er online eller du møder fysisk op) være et trygt rum; altså en tryg relation. Det betyder ikke at du skal føle skal dig tryg, men at der er plads og tid til at mærke efter, til at lande og til at have det som du har det.
I IFS terapi er alle dele velkomne. - Alt hvad du sanser, mærker, føler, tænker er velkomment. Derfor skal du ikke have det på en bestemt måde, mærke noget bestemt eller have svarene på noget som helst. Du skal “bare” være dig præcis som du har det netop da.
Ikke at kunne mærke noget, at være frustreret, at føle sig utryg eller ikke at have lyst til at være i terapilokalet kommer fra vores dele og er, hos en indrestyret (Self-led på engelsk) terapeut, lige så velkomment som alt andet du mærker.
Helt konkret i IFS terapi starter vi, efter at være landet i rummet (hvilket kan tage 5 minutter eller en halv time alt efter hvad der rører sig), med at blive opmærksomme på den del vi vælger at have fokus på i sessionen eller den del der vælger at være i fokus.
Når der er en tryghed imellem terapeut og klient (hvilket altid er terapeutens ansvar), kan det mærkes indeni og vi kan begynde at skabe plads til at vende opmærksomheden indad.
Terapeuten inviterer dig til at begynde at blive opmærksom på hvad du lægger mærke til indeni og hvordan vi lægger mærke til det.
Dette er ikke noget du skal kunne, vide hvordan man gør, kunne regne ud eller lign. Som jeg beskriver herunder, kommer vores dele til udtryk - og kommunikerer - på mange forskellige måder. Dette er ikke noget du bør have styr på i forvejen og det er ikke noget du som klient skal præstere eller noget du kan gøre forkert.
Eksempler på måder dele kommer til udtryk KAN være:
“Jeg mærker uro i brystet”
“Jeg mærker en knude i maven”
“Jeg mærker ked af det hed bag øjnene”
“Jeg kan ikke mærke noget. Det er bare tomt indeni.”
“Jeg kan mærke at det er irriterende at du spørger”
“Jeg bliver distraheret når jeg mærker indad. Mine tanker flyver væk til hvad jeg skal bagefter.”
“Jeg hører bare en stemme der siger; Du kan jo ikke finde ud af det her!”
“Der er bare mørkt og tomt indeni. Jeg bryder mig ikke om at mærke det.”
“Jeg ser en pige for mig. Hun står med ryggen til og vil ikke se på mig.”
“Jeg mærker uro i benene.”
“Jeg ser mig selv som 5 årig.”
Mange har lukkede øjne når det mærker indad, nogle slører blikket lidt eller ser lidt væk. Her gælder det bare om at mærke efter hvordan det er tryggest og nemmest for dig at mærke dig selv i netop dette øjeblik. Der er ikke noget du skal.
Alle har hver deres måde at være i kontakt med deres dele på og alle indre systemer og dele udtrykker sig forskelligt.
De fleste indre systemer har en bestemt måde delene typisk (men ikke altid) kommer til udtryk på.
Det kan være som fysiske sansninger i og omkring kroppen, som indre billeder og minder, indre film. Det kan være tanker eller stemmer i eller omkring hovedet, som personer (karakterer, former, figurer, farver) vi ser for os. Der er ingen forkert måde. Og ofte vil dele gennem processen vise sig på flere måder eller ændre sig, så det der først “blot” er en sansning, bliver til et billede, et minde, en stemme eller en person.
Du kan lytte til en mere udførlig beskrivelse og deltage i en kort meditation med fokus på at mærke dine dele i min podcast.
Om det er det ene eller det andet, kan handle om hvornår og hvordan traumet er opstået - eller traumelaget - men det kan også handle om hvordan vi lytter eller har lært at lytte (eller ikke lytte) til vores dele. Og der kan være andre grunde og igen er der ingen forkert måde. De er alle rigtige.
For mig kommer mine dele typisk (men ikke altid) først til udtryk meget fysisk, som sansninger og fysiske symptomer. Jo tidligere traumet, jo mere fysisk vil terapien ofte være for mig, men der vil også ofte være billeder der repræsenterer det der var svært eller indre personer jeg ser for mig. Selv det jeg ikke husker eksplicit kan komme frem i sansninger og billeder.
Uanset hvordan dele kommer til udtryk, kan vi arbejde med dem og “tale” deres sprog. Men hvis du ved at dine dele er meget fysiske og ikke har meget verbalt sprog, kan det være en fordel at finde en terapeut der er uddannet i SE, nervesystemet, Somatic IFS og lign. da de vil have erfaring med det non-verbale sprog, som ikke alle IFS terapeuter har.
Kroppen er en vigtig del af IFS terapi. Kroppen husker. Og det er oftest i kroppen vi mærker eller ikke mærker os selv og vores dele. Det kan betyde at vi har mange og stærke sansninger. At meget bevæger sig i kroppen under terapien. At der ikke er brug for mange ord, men kun berøring. (Med mindre du er i kropsterapi, er det typisk kun dig der lægger en hånd på dig. Din terapeut vil ikke røre dig fysisk uden dit indrestyrede samtykke). Det kan også betyde at vi slet ikke kan mærke os selv eller kroppen,
Derfor vil flere af de øvelser jeg har med i del 2 af denne guiden netop have fokus på kroppen.
Her føler mange sig på glat is når de har vænnet sig til at ikke-mærke og ved ikke hvordan de skal gøre når de skal mærke kroppen.
Det er helt normalt. Og det kan tage år virkelig at genlære kroppens sprog. Det er små skridt der fører til mere og mere kontakt og bevidsthed indad, og efterhånden flytter vi mere ind i kroppen. Efterhånden flyder det helt af sig selv fordi der skabes indre erfaring, tryghed, tillid og simpelthen nervebaner der forbinder steder indeni der har været mere isolerede og uintegrerede.
Husk at der altid er en grund til præcis det du mærker, ikke mærker, har adgang til eller ikke har adgang til. Du er det helt rigtige sted lige nu og fra netop det sted du er, kan du tage dit næste skridt tilbage til dig selv.
Når vi mærker lidt ned i kroppen og prøver at sætte ord på hvad vi mærker, er der ikke noget der er rigtigt og noget der er forkert at mærke. Og der er ingen rigtig og forkert måde at udtrykke det på. Terapi er ikke et sted hvor du skal præstere, det er et sted hvor du skal være dig lige præcis som du er nu, så du kan kun gøre det rigtigt.
Klient: “Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke rigtig mærke noget. Der er bare tomt indeni mig.”
Terapeut: “Okay, så du mærker tomhed. Hvordan lægger du mærke til din følelse af tomhed?”
Tomhed eller “ikke noget” er ikke tilstande der skal gå væk for at vi kan mærke kroppen; tomhed og “ikke noget” er jo netop det du mærker i kroppen lige i nu. Så er det dét vi er nysgerrige på.
Ligeså spørger din terapeut ikke ind til dine mærkninger eller dele for at få svar fra dig, men for at hjælpe dig til at skabe bevidsthed og kontakt indad lige der hvor du er.
Terapien
Når du begynder at lægge mærke til den del vi har fokus på i terapisessionen, bliver den typisk mere tydelig for dig, fordi det der sker når du lægger mærke til den, er at du (delvist) adskiller dig fra den, så du er sammen med den i stedet for at være i den. OG så den er sammen med dig i stedet for at have overtaget styringen. Den er altså ikke længere alene.
Dette er noget af det vigtigste, som ofte springes over i terapi: Den indre relation og tilknytning.
Og det kan tage tid for delen at opdage at du er der - at der er et indre Selv; en mulig indre tilknytning - den kan se dig som andre dele (som du også ofte er blendede med i nogen grad - ser verden igennem - og det kan være at delen slet ikke har lyst til at tale med dig. Måske føler den sig svigtet af dig eller aner måske ikke hvem du er.
IFS terapi er ofte en helt ny måde at være sammen med sig selv - sine indre dele - på som systemet ikke kender til endnu.
Omvendt sker det også ofte med nye klienter når de skaber kontakt indad til en del og inviterer den til at mærke at de er der, at delen svarer: “Det var på tide!”
Når vi skaber kontakt indadtil, prøver vi ikke at få vores dele til at gøre noget; fokus er derimod blot på at skabe den kontakt der er mulig i netop dette øjeblik mellem dele og Selvet. Vi skaber tryghed nok til at noget kan åbne sig lidt. Det kan tage alt fra sekunder til minutter og til måneder.
Uanset er der altid en god grund til at delene reagerer som de gør, så der er ingenting galt med at det kan tage tid at opbygge kontakt og tillid.
Det gælder først og fremmest i at være langsom - langsomt er hurtigt som man siger indenfor psykoterapi - for når vi har travlt og vil noget med vores dele og system, kommer denne dagsorden fra en anden del, ikke fra Selvet, og så vil processen ikke flyde på samme måde.
I IFS terapi er ALLE dele velkomne og vi bruger tid på at sætte pris på de dele der for eksempel har en dagsorden. De prøver altid at hjælpe og de gør et vigtigt job for systemet - for dig.
Nogle dele er ivrige efter endelig at få taletid og andre er slet ikke interesserede.
Blot det at skabe en tryg kontakt mellem Selv og del, skaber nye stier indeni, men ofte vil vores dele gerne fortælle, på hver deres måde, hvad de passer på, hvad de frygter og hvad deres historie ind i det er.
På denne måde vil vi efterhånden bevidne de vigtige fortællinger vores dele bærer på - vi vil se dem - og (efterhånden) hjælpe dem til at slippe deres byrde fra noget der var engang; og som for dem stadig er.
Ligesom at børnene i vores ydre familie er lige så vigtige - har lige så meget værd - som de voksne, er vores indre dele lige så vigtige og værdige som Selvet. Når vi virkelig mærker det, kan vi anerkende vores dele fra hjertet når de træder frem eller tager over (både i terapien og ude i verden) og vi kan være sammen med os selv på en ny og kærlig måde i stedet for at skamme os over dét der giver så god mening.
Jeg lægger mærke til dig
I IFS terapi er det muligt at hele de byrder vores indre eksiler (og beskytter-dele) bærer på. Når det sker i de dybere lag, kan meget ændre sig i vores måde at være i verden på. Alle uddannede IFS terapeuter lærer (blandt meget andet) en model eller et landkort til at hjælpe eksiler til at slipper deres byrder, MEN: IFS terapi er meget og andet end at slippe byrder (på engelsk “Unburdening”); IFS terapi handler mere end noget andet (i mine øjne) om at (gen)skabe den indre trygge tilknytning, som mange af vores dele ikke har fået mulighed for før. Del-til-Selv tilknytningen kan ske når vi skaber et trygt nok rum og hjælper vores dele til at være i kontakt med Selvet i stedet for enten at tage over eller være gemt væk.
Når vi begynder at mærke vores dele - i kroppen, som tanker, som billeder, som følelser - og vi føler os åbne overfor dem, kan vi også lade dem vide at vi lægger mærke til dem. Vi kan sende ord, tanker, lægge en hånd på eller lade energien strømme gennem kroppen og invitere vores dele til at mærke at vi er der på lige præcis den måde der er rigtig for den del vi er i kontakt med.
Før det sker, vil delen typisk ikke vide at du er der. Mærker den det heller ikke nu, er der altid en god grund til det.
I IFS terapi behøver vi netop ikke at regne noget ud. Det kan lyde befriende, men det kan også være rigtig svært, fordi de fleste af os er vant til at være i kontakt (med os selv og andre) fra et hovedstyret sted. OG: Det kan føles rigtig skræmmende ikke at være det, fordi det indebærer et kontrol-slip.
Når vi er sammen med vores dele kan de kommunikere med os på mange forskellige måder og det gælder om at lytte kontaktfuldt. Vi skal ikke tænke os til svaret og prøve at regne noget ud. Når vi gør det, kommer denne gøren eller præstation fra en anden del som i stedet vil stå i vejen for Selv-energien og derved for kontakten.
Alt det er ikke noget du skal kunne eller som behøver give helt mening når du læser det her. Det er noget din IFS terapeut bærer ansvaret for og vil hjælpe dig med.
Nogle nye klienter i IFS terapi kan godt blive usikre på om de bare “finder på svaret”, men selv hvis de gør, kommer det også indefra dem selv, så det gør egentlig ikke noget og når de de dele af os der er usikre efterhånden begynder at få mere ro i terapien, vil de dybere lag blive mere tilgængelige.
Nogle gange i IFS terapi beder vi dele om at træde tilbage og give plads. Dette kan sætte gang i de dele af os der har lært at præstere eller som tror at de skal over-samarbejde eller gør noget bestemt som terapeuten siger for at få hjælp.
Det er IKKE tilfældet.
Der er ikke noget som helst du og dine dele skal gøre for at få noget ud af IFS terapi. Det eneste du skal være er at være dig selv.
Vi tvinger aldrig dele til at træde tilbage og når dele ikke ønsker at give plads eller tage chancer i eller udenfor terapien, er der altid en god grund til det.
Hvad der står i vejen, er vejen. En del der ikke vil give plads, en del der tager over osv. er ikke i vejen for processen; de er det næste skridt i processen; det er dem vi skal være sammen med.
I starten af min egen IFS terapi som klient havde jeg en manager del der skubbede de dele til side der blev bedt om at træde tilbage. Det har jeg også oplevet med klienter inden jeg selv blev mere fintfølende overfor nuancerne.
Det er systemet der bestemmer og intet skal ske som ikke er klar til at ske. Vi skal ikke være der hvor vi gerne vil hen, vi skal være der hvor vi er og tage det næste lille skridt derfra.
Når og hvis dele giver plads - enten ved at træde tilbage længere ud af bevidstheden eller ved bare at rykke sig en smule ud så vi kan være sammen med dem, vil vi ofte kunne mærke en mere rummelig eller kærlig fornemmelse indeni. Det kan føles som om vi har mere plads indeni, bedre kan trække vejret dybt og mærke os selv i stolen eller der kan være en følelse af varme eller energi. Alle mærker Selv-energi forskelligt og det er ikke noget vi behøver at mærke store mængder af, det kan bare være et lille skift indeni, en åbning i hjertet eller en større nysgerrighed. Du vil begynde at mærke hvordan det føles for dig, når du begynder at lære dig selv at kende på denne måde.
Alle dele er velkomne i IFS terapi og det er aldrig vores mål at få dele til at forsvinde.
Det er delene er bestemmer. Det er dem der har magten. Og de vil ALTID en del af det indre system. Heller ikke når vi heler vores sår og traumer vil de forsvinde, men det vil deres byrder.
Vores dele bliver i stedet mere frie. Du bliver mere fri og fleksibel SAMMEN med dem.
Dine dele er altså altid en del af dig. Og når du efterhånden mærker din Selv-energi mere, er der masser af kærlighed og plads indeni til hver og en af dem.
Respektfuld terapi
I IFS terapi respekterer vi altid systemet. Derfor “hopper” vi ikke bare direkte ned til den underliggende smerte - altså eksilerne - eller maser os forbi de øverste beskyttende lag, men starter altid med beskytterdelene og får deres tilladelse før vi skaber kontakt til eksiler.
Dette kan tage minutter, timer, uger eller måneder. Alle indre systemer er forskellige og der er altid en dybere mening med det.
Når vi i terapien har tilladelse fra beskytterdelene kan vi skabe kontakt til de indre eksiler der ofte er meget alene og holder på store byrder af smerte og negativ tro om sig selv og verden. Vi kan skabe den trygge kontakt der skal til for at bevidne og hjælpe disse dele med det der engang var svært (som stadig er det for dem) og vi kan hjælpe dem ud af det sted i fortiden hvor de sidder fast og give slip på den byrde af smerte og overbevisninger de bærer.
Alt dette er din IFS terapeut ekspert i, så det behøver du på ingen måde at være. Men det er DIG der er ekspert på netop dit system og hvad der føles rigtigt. Dette “overruler” alt andet.
IFS terapeuten og IFS metoden/teorien er kun til stede for at støtte dig. Det er baggrundstæppet, ikke sandheden og ikke den rigtige måde at gøre noget på. Det der føles rigtigt indeni dig når du er i terapien, er det der er rigtigt.
Og når det føles trygt nok i terapirummet at sætte ord på det du mærker, kan din IFS terapeut endnu bedre hjælpe dig netop som du og dit system har brug for det.
IFS terapi er anderledes end mange andre terapiformer i og med at vi i IFS terapi ikke bare bliver opmærksomme på smerten fra eksiler og måske er lidt sammen med den, men at vi faktisk skaber en indre tilknytning (Selv-til-del) og hjælper delene ud af de steder de sidder fast og til at give slip på deres byrder når de er klar til det.
Derefter hjælper vi også beskytterdelene til at bevidne eller se forandringen og ad den vej vælge at ændre deres måder at beskytte på, så det passer til hvordan systemet nu er. Springer vi dette trin over, kan beskytterdelene sidde fast i deres roller uden at vide at smerten faktisk ikke er der længere. Derved vil vi stadig reagere på samme måde ude i verden og i vores relationer og ikke helt integrere den indre forandring der er sket.
IFS terapi handler om at hjælpe det kloge kloge indre system tilbage til helhed og balance.
Det er en vej tilbage til dig selv.
I næste kapitel har vi fokus på særlige opmærksomheder i IFS terapi.
Læs om forfatteren
Kontakt
Engelske artikler
Engelsk podcast for forældre
Følg på Instagram