Guide til IFS klienten: Kapitel 5: Godt at vide i IFS terapi

I kapitel 1 beskrev jeg systemet af dele, i kapitel 2 Selvet; den indre forælder, kapitel 3 handlede om IFS terapi og i kapitel 4 så vi på hvordan IFS terapi kan se ud. 

Her i kapitel 5, som er det afsluttende kapitel af første del af denne guide, ser vi på nogle særlige opmærksomheder der kan være gode at kende til i IFS terapien og den menneskeforståelse som Internal Family Systems (IFS) er en del af.

Disse særlige opmærksomheder er ikke noget du skal passe dig selv ind i, men en måde bedre at forstå dig selv, dit indre system og dine reaktioner på. De er der for at hjælpe dig, især når du føler at du sidder lidt fast både i terapien og i din måde at være med dig selv på.
Derfor skal du (som altid) kun tage det med herfra som du kan bruge netop nu. Måske giver noget slet ikke mening - smid det i så fald ud igen, for det du mærker indeni er klogere end nogen guide nogensinde kan være - og måske vil noget give mening senere hen eller i nogle områder af dit indre arbejde. Uanset er det blot ment som en hjælp til at udvide dit indre landkort som er helt unikt. 

Som IFS trænet Familieterapeut er jeg ikke repræsentant for IFS instituttet. Jeg har alle mine IFS uddannelser derfra, men skriver udfra mit eget syn på Internal Family Systems (IFS) som er farvet af min uddannelse og erfaring med tilknytning, nervesystemet og det nye børnesyn. 

Har du nogen spørgsmål i den forbindelse, er du velkommen til at skrive til mig via min hjemmeside, hvor du også finder links til mine andre artikler og både min danske og internationale podcast for forældre. 

Når dette kapitel handler om særlige opmærksomheder i IFS terapien, er det mest af alt typer af dele og relationer/reaktioner mellem dele jeg vil dykke ned i. Ikke fordi nogle dele værre, bedre eller mere vigtige end andre. Som allerede beskrevet i tidligere kapitler, har alle dele en god intention og ønsker at være hjælpesomme. Alle dele er lige vigtige, men nogle dele kan være sværere at differentiere eller adskille sig fra og derved få øje på og andre dele kan have stærke holdninger til hinanden. Intet af det er der noget galt, blot handler det om efterhånden at blive mere opmærksom på det. 

Det vil din IFS terapeut hjælpe dig med efterhånden som det bliver aktuelt, men det er ikke altid at terapeuten får øje på nogle af disse dele eller konstellationer lige så tidligt som du selv kan det når du har lidt viden om dem. Det kan dette kapitel hjælpe dig med. 

Præstation og over-samarbejde 

I det foregående kapitel har jeg allerede nævnt dele der præsterer og over-samarbejder, og da disse mekanismer eller overlevelsesstrategier er så almindelige, er de især vigtige at tydeliggøre når vi træder ind i den ulige relation terapisessionen udgør.

Terapi relationen er ulige forstået på den måde at terapeuten har mere magt i form af sin rolle end klienten. Derpå er det også terapeuten der har ansvaret for relationen. 

Det betyder ikke at relationen er uligeværdig, men vil alligevel nemt ramme ned i en sådan eller lignende følelse hos dele af klienten der bærer på smertefulde erfaringer fra den ligeledes ulige relation til forældre (eller til lærer, pædagoger, læge, sundhedsplejerske, politi mv.), hvor denne ulighed har været misbrugt og hvor den magthavende har overtrådt grænser, opført sig nedværdigende, respektløst, mv., hvilket kan ske på et utal af tydelige og utydelige måder. 

Derfor kan blot det at træde ind i terapeut-klient relationen være meget sårbart og sætte gang i for eksempel at skulle præstere og over-samarbejde for at få hjælp eller for at have betydning. 

Jesper Juul talte om samarbejde og integritet som er en naturlig del af det at være flokdyr. Vi skal kunne være os selv sammen. 

Når vi derimod over-samarbejder, samarbejder vi væk os fra os selv, væk fra vores integritet, altså væk fra at kunne mærke os selv (hvem er jeg sammen med dig?) eller væk fra at tage det vi mærker alvorligt (hvem må jeg være sammen med dig?).

Når vores integritet og grænser ikke respekteres i barndommen lærer vi typisk at over-samarbejde. Det er en overlevelsesstrategi, der som ordet siger, har hjulpet os til at klare den. Det er et klogt menneskeligt system der har overlevet. Det skal vi have respekt for. 

Præstation er alt det vi kan, som bygger vores selvtillid op, men som ikke kan tage pladsen for vores selvværd og selvfølelse; den vi er. Mange af os er blevet opdraget til lige at gøre det lidt bedre, yde lidt mere og aldrig helt være tilfreds med vores indsats. Der ligger ofte transgenerationelle familiebyrder bag sådanne mekanismer, som i mange tilfælde går tilbage til tider med krig og nød, hvor alt skulle se perfekt ud på overfladen og det var vigtigt at yde sit bedste, mens der ikke var plads til at mærke så meget. Det var overlevelse og det bor stadig i mange af os der er forældre/voksne i dag selvom vi ikke har oplevet krigen direkte på egen krop.

Derfor kommer dele der bærer på nogle af disse strategier og byrder naturligvis med ind i terapilokalet. Det skal de også. De er velkomne. Det er også ofte netop disse dele der får os til at gå i terapi, så vi kan begynde at gøre noget andet end det der ikke fungerer. 

I IFS terapien har vi et motto der hedder “Alle dele velkomne” som ikke bare er tomme ord, men bygger på en viden om at alle dele har en god intention og er vigtige. Ingen skal gå væk og ingen er forkerte uanset hvilke konsekvenser de bærer med sig. Det er den byrde delen bærer på der skaber problemerne, ikke delen selv og det er netop noget IFS terapien kan hjælpe den med.  

Derfor vil vi ikke af med dele der præsterer eller over-samarbejder, men skabe opmærksomhed om dem når de hopper ind på førersædet, begynde at skabe kontakt til dem og efterhånden opbygge en tryg relation og tilknytning mellem delene og Selvet. 

Dele der præsterer og over-samarbejder kan for eksempel komme til udtryk via en følelse af at: 

“Jeg skal være en god klient”

“Jeg skal gå med på ALT hvad terapeuten foreslår fordi hun/han er eksperten.”

“Jeg skal gøre det der bliver sagt selv hvis det ikke føles rart ellers får jeg ikke noget ud af terapien”

“Jeg må ikke være besværlig.”

“Jeg må ikke fylde for meget.” 

“Terapeuten er en vigtig relation for mig, så jeg skal sørge for at hun/han kan lide mig.” 

“Hun/han synes nok jeg er kedelig hvis jeg taler om noget andet end det hun/han vil.” 

“Jeg skal gøre terapien rigtigt og svare rigtigt på terapeutens spørgsmål.” 

“Jeg må ikke fejle.”

Blot at blive opmærksom på at sådan en følelse eller tanke kommer fra en del; altså at det ikke er hele mig eller nødvendigvis sandheden, er et stort skridt. Allerede dér har vi differentieret os en smule fra delen (og tanken) og skabt en ny bevidsthed i os selv. 

Det er vigtigt for mig at pointere her at det er terapeutens job at facilitere denne bevidsthed i terapi sessionen. Det er ikke noget man altid bare kan - eller burde kunne - selv. Bare dét kan jo blive noget man skal præstere. Og der er ikke noget galt med at mærke disse følelser/tanker og tale udfra dem. 

Uanset hvad der kommer op i dig i terapien, er det velkomment i relation til din terapeut. Du skal bare være dig. IFS terapi er ikke noget du skal eller kan præstere. IFS handler ikke om at gøre men om at være. 

Rigtig mange af os har lært at vi skal regne ud hvad andre vil have fra os og præstere det for at være gode nok, at vi skal over-samarbejde for at passe ind og at vi skal gøre tingene rigtigt. Disse dele tager vi nemt med os ind i terapilokalet og det er rigtig postivt, for så kan vi få bevidsthed om dem og arbejde med dem. De arbejder nemlig ofte rigtig hårdt for os og bruger meget af vores energi. 

Selv-lignende dele (Self-like parts) er dele der minder om Selv-energi

Vi har alle det IFS terapien kalder Selflike parts. Selv-lignende dele. 

De fleste af os har en eller flere meget omsorgsfulde dele, der har lært at tage sig af andre, især vores forældre i barndommen og vores børn i forældreskabet. Disse dele har mange af de samme kvaliteter som Selvet; omsorgsfuldhed, kærlighed, empati og rummelighed. 

Men modsat vores Selv, har disse dele altid en agenda med sig og de har ikke den samme evigt rummelige energi som Selvet, derfor bliver de utålmodige, trætte eller prøver at hjælpe og redde vores (ofte) unge eksiler uden at tjekke af om det faktisk er dét de sårbare dele har behov for. 

Disse dele har de fineste intentioner og har ofte lært tidligt at arbejde hårdt (altså kan de selv være ret unge) og de har ligesom alle andre dele i vores indre system brug for endelig at opdage at der er nogen her at læne sig ind i; at de ikke længere er alene og ikke behøver at arbejde så hårdt. 

Nogle gange ved disse omsorgsdele ikke at de ikke er Selvet og der kan være meget frygt forbundet med at give nok plads til at opdage at de ikke er alene. Det er der altid en god mening med og tillid er ikke noget nogen af vores dele bare skal have, men noget der efterhånden opstår - både til Selvet og til terapeuten. 

Selv-agtige dele skal (og kan) ikke forsvinde, men kan blive en vigtig del af vores indre team når de giver lidt plads. Ligesom at vi har Selv-energi har alle vores dele det også og kan derfor være utroligt hjælpsomme at være på hold med, især når de har sluppet deres byrder fra fortiden. 

Men kun relationen til Selvet er den helende faktor vores dele har brug for. Derfor kan andre dele også mærke det når det er en omsorgsfuld del, ikke Selvet, de er i relation med.

Når vi mærker en agenda; noget vi vil, gælder det om at være nysgerrig på om det er en del vi mærker gennem og i så fald blive nysgerrig på den del og hvordan den prøver at hjælpe.

En anden (lidt teknisk) måde at opdage at vi ikke er så indrestyrede (fra Selvet) på, er hvis vi ser os selv udefra i stedet for at kigge gennem vores egne øjne (hvis du altså ser dine dele). Det er nemlig ikke altid tilfældet. Ser du ud af dine egne øjne (p.o.v.), er du typisk mere i din Selv-energi. 

Ofte vil dele der tager meget over bremse processen i terapisessionen eller der vil kun ske en mere overfladisk “unburdening” (frigivelse af byrder), hvilket nogle gange er det første skridt der skal til i processen. 

Husk at du som klient ikke kan gøre IFS terapi forkert. Det der skal ske vil ske. Din terapeut har ansvaret for relationen og processen. Beskrivelserne i dette kapitel er blot for at skabe en større opmærksomhed indad. Det er ikke lige giver mening her og nu eller forvirrer mere end det hjælper, smider du bare ud igen.

Tænke/analytiske dele

Det kan også være svært at adskille sig fra sine tanker eller tænke-dele. De føles ofte så meget som dem vi er. “Jeg tænker; derfor er jeg” har vi lært. Men vi er ikke vores tanker. Ligesom vi ikke er vores følelser. Og vi er også når vi ikke tænker. 

Du er bevidstheden (Selvet) bag dine tanker, følelser og sansninger (dele). 

Derfor kan vores tanker og analyser også træde tilbage og give os plads til bare at være med de dele der har brug for opmærksomhed og kontakt.

Tænke-dele mærkes ofte i vores hoved, hvilket er med til at gøre det svært at adskille, men husk at alle dele er mere end deres funktion og derfor også har meget mere fleksibilitet og muligheder end vi lige regner med når først der er tryghed nok til det. 

Tryghed er kodeordet her, for vores dele er optagede af vores overlevelse, derfor vil vores indre system af dele også holde på og kontrollere rigtig meget når der (altid med god grund) også er meget frygt og utryghed. Det er klogt. 

Når de begynder at slippe lidt, vil de også ofte opdage at det er muligt at læne sig lidt ind/ud/tilbage. 

Alle indre systemer - alle mennesker - har en længsel efter at læne sig ind, læne sig ud, være samme med, høre til, men for de fleste dele og mennesker er stor frygt og utryghed forbundet med denne længsel og vi skal tillade at det bliver rigtig mange små bitte forsigtige slip der føles angstprovokerende længe før de føles rare og trygge. 

Når vores tilknytning ikke (kun) har været tryg, har der netop ikke (altid) været noget at læne sig ud i og vores indre system har derfor ikke (altid) en følt erfaring med at der er noget trygt og godt at læne sig ud i. Vi har overlevet. 

Vores tænke-dele, gør et rigtig stort arbejde, ikke kun med at lære ting og få os frem i verden, men også ved at holde os, ved at blive oppe i hovedet/tænkningen og skabe distance til følelser og/eller sansinger, og ved (sammen med andre beskytter-dele) at holde os som et panser når det der ligger bag og under føles overvældende, farligt og utrygt at være i kontakt med. 

Læg for eksempel mærke til om du har dele der fortæller og snakker meget og nemt ryger ud af alle mulige tangenter. (Storytellere).

Dele der “hopper op i hovedet” og analyserer alt hvad du mærker og alt hvad der sker i terapien. 

Dele der har brug for virkelig at forstå tingene før det føles trygt at prøve noget af.

Tankemylder og uro når du ikke er igang med noget. 

Vi har rigtig meget at takke disse dele for - de gør et kæmpe arbejde og hjælper mange måder -  og ofte har de brug for at få rigtig meget taletid for at blive trygge i at give lidt slip.

Dissociation og svimmelhed 

Dissociation er en fantastisk overlevelsesfunktion vi mennesker har. Når noget er for overvældende kan vi simpelthen forsvinde lidt (eller meget). Det er virkelig smart. 

I IFS terapien kan vi også være sammen med dele der får os til at forsvinde ud af os selv og hjælpe dem til at få tryghed i nuet. 

Det er meget almindeligt i terapi at blive lidt svimmel. Og nogle kan synes at det er skamfuldt eller ikke være klar over at det har noget med terapien at gøre. 

Men svimmelhed er ofte (især i terapisessionen) dit indre system der siger “Noget er for meget her, det skal vi væk fra.” Og derfor skal vi ikke ignorere sådanne reaktioner eller blot grounde lidt og så fortsætte, for det er delens eller systemets grænse og den skal respekteres og undersøges. 

Måske skal noget gå lidt langsommere eller noget har brug for vores opmærksomhed som vi ikke lige var klar over. Nogle indre systemer er så vant til at dissociere når vi mærker stærke følelser eller blot mærker følelser sammen med andre, at det bare sker pr autopilot og disse dele kan have brug for at opdage at der ikke er brug for disse reaktioner længere. 

Igen er det noget din IFS terapeut ved hvordan man arbejder med og ikke noget du skal kunne finde rundt i. Men det er godt at vide at svimmelhed og det at forsvinde lidt, er en normal og klog reaktion fra dit system og noget vi skal give kontakt til når det opstår i terapien. 

Polariseringer

Vores dele er kun så ekstreme som de er - var - nødt til at være. 

Jo mere voldsomme traumerne har været, jo mere ekstreme vil vores dele og de indre polariseringer også være. 
Vi bliver meget enten-eller agtige, meget sort-hvide. 

Det er mig mod dem. Enten er du med mig eller også er du imod mig. 

“Enten skal jeg slet ingenting spise eller også skal jeg spise det hele!”
“Enten skal jeg sætte min grænse hårdt og miste relationen eller også skal jeg finde mig i alt!” 

I polariseringer er det altså tale om to dele (oftest) med modsatrettede løsninger på samme problem. 
Som for eksempel det sidste eksempel herover: Èn del der vil sætte hårde tydelige grænser for at beskytte systemet og én del der har lært at for at bevare kærlighed og relation skal jeg lade mig grænseoverskride og finde mig i alt hvad andre byder mig. Begge beskytter typisk samme eksil der måske har lært at den er uelsket og at man bliver forladt når man er sig selv. 
Disse to beskyttere bliver mere og mere ekstreme som modsvar på hinanden. 

Delen der får dig til at drikke en hel flaske vin hver aften kan for eksempel typisk være polariseret med en indre kritiker. Kritikeren skammer drikkeren ud for at drikke, hvilket så får drikkeren til at drikke endnu mere for at systemet ikke skal mærke skammen (fra eksilen der bærer en byrde af skam og forkerthed), hvilket så igen får kritikeren til at skamme endnu mere ud.

Når vi skaber kontakt til disse to polariserede dele og hjælper dem til at lytte til hinandens fortælling, vil de ofte bløde meget op når det går op for dem at de passer på den samme eksil/underliggende smerte. Og de vil efterhånden turde at give lidt slip i fællesskab og lade Selvet hjælpe eksilen. 

Din IFS terapeut vil sørge for ikke at tage parti i polariseringer, da dette blot vil forstærke problematikken og da der ikke er nogen grund til at holde med den ene frem for den anden. Selv ved for eksempel delen der får os til at drikke for meget (og som jo kan ende med at slå os ihjel af det) er der en god intention bag. 

Ligesom i ydre polariseringer eller konflikter, er der ved indre polariseringer ikke brug for en dommer, men for kontakt; Der er brug for at blive set og hørt. 

Når vi bliver set, bliver det mindre vigtigt at have ret eller at få sin vilje. Vi bliver mere trygge og mindre rigide.

Fortæl hvad du mærker

Som beskrevet i kapitel 4 er dit eneste job i IFS terapien at være dig. Derfor er der heller ikke noget der skal gå væk, men jo mere du kan sætte ord på det der kommer op, jo bedre kan det få plads i terapien. 

Det betyder ikke at du skal fortælle din terapeut alt. Faktisk kan du sagtens holde meget af det der sker indeni for dig selv, hvis det føles tryggere (for nogle dele), og vælge hvad du deler og ikke deler med din terapeut. Vi kan nemlig have dele der ikke ønsker at vi siger alt højt og det er helt okay. Det er også at være med det der er. 

Du kan godt arbejde med dine dele uden at fortælle din terapeut særlig meget af hvad du oplever på indersiden. Det vigtige i IFS terapi er Selv-del tilknytningen og din terapeut kan facilitere denne tilknytning og kontakt uden selv at tage særlig meget del i historien. 

Omvendt kan det også være helende i sig selv at dele sig/sin historie med en tryg anden og blive mødt, set og spejlet tilbage. 

Uanset så lyt til dine dele, hvad de ønsker og hvorfor de ønsker det. Så kommer det helt af sig selv hvad der føles rigtigt for netop dit system netop nu. 

Så at fortælle hvad der kommer op, kan også blot være at sige at du mærker noget og så give dig tid til at mærke hvad der skal ord på og hvad dit indre system ikke er trygt ved at dele endnu. Husk at din terapeut er der for dig, ikke omvendt. Og du skal ikke gøre noget som helst for din terapeuts skyld. 

At fortælle hvad der kommer op kan for eksempel være: 

“Jeg kan ikke finde ud af om jeg gør det rigtigt eller om det bare er noget jeg bilder mig ind.”

“Jeg føler at jeg spilder din tid.”

“Når du siger sådan føler jeg mig forkert.”

“Jeg kan ikke mærke noget som helst.” 

“Jeg er pludselig blevet svimmel.”

“Er der noget galt med mig når jeg føler at…”

“Nej det er ikke sådan det er for mig.”

“Det er som om min hals lukker sig helt sammen” 

“Jeg føler at jeg skal give dig det rigtige svar.” 

“Jeg føler mig misforstået.”

“Det vil jeg ikke tale om.”

“Det kan jeg ikke mærke.” 

“Jeg bliver rigtig sur når du siger sådan/kigger sådan på mig.”

“Jeg føler mig bange for at gå derhen.”

“Det vil jeg ikke svare på.” 

Når og hvis det føles trygt, kan det at tale for det du mærker, være hjælpsomt, både for at din terapeut bedre kan møde dig i det der er og for at du selv kan det. 

Og samtidig er det vigtigt at respektere og lytte til dele der ikke ønsker at fortælle. 

Det kan være svært at fortælle sin terapeut når der er noget man ikke kan lide ved hende/ham eller hvis hun siger noget der ikke føles rart eller eller rigtigt. 

En indfølende og indrestyret IFS terapeut vil ofte være opmærksom på at der kommer noget på spil i dig og som et minimum møde dig i det du udtrykker. Når det er sagt er terapeuter også bare mennesker og selv om de har ansvaret for relationen, kan der være ting de ikke opdager eller ikke er opmærksomme på. 

At finde den rigtige terapeut og om der er tegn på at du skal finde en terapeut der passer bedre til dig, kommer jeg mere ind på i del 4 af denne guide. 

Husk: Der er altid en god grund til at dine dele reagerer præcis som de gør. Der er altid en mening og en god intention, både i vores ydre relationer og familiesystemer og i vores indre. 

I IFS terapien er alle dele velkomne og du er velkommen som du er netop nu. 

Dette var sidste kapitel i del 1 af guiden. I næste del ser vi på nogle af de ting du selv kan gøre efter og mellem sessioner hvis du har lyst til at dykke dybere. 

Om forfatteren
Kontakt
Engelsk blog
Engelsk podcast
Følg på Instagram