Når vi ikke længere mærker os selv bliver det absurde normalen
Nogle gange kender jeg ikke mit eget nej før jeg har sagt ja mange gange. Nogle gange kommer mit nej først bagefter som en snigende kvalme. Som noget jeg pludselig ikke kan rumme længere fordi det gik langt forbi mit usynlige pigtrådshegn.
Integritet er noget vi alle har. Grænser er noget vi alle har. Nej er noget vi alle har.
Stadig kan mange af os ikke mærke vores integritet og handle indefra os selv.
Stadig mærker mange af os ikke vores grænser og vores nej, for vi har engang måtte give vores nej og vores grænser væk i overlevelsens og kærlighedens navn.
Når over-samarbejdet kræves af os fra samfundet, fra familien, fra livet, så lukker vi lige så stille af for vores integritet og vores indrestyring. Den bliver en forladt sjæl indeni der ingen opmærksomhed får.
Så mærker vi ikke vores eget nej - eller vi mærker den lille fornemmelse derinde der hvisker til os, men vi ved at det ikke nytter. Kærlighed, kontakt, relation er blevet = at overskride sine egne grænser. Det er blevet sådan man er sammen med andre og sådan man bliver holdt af.
Når vi ikke mærker vores egne grænser og når vi gennem livet ser hvordan de andre gør, bliver det absurde til normalen.
Så mærker vi heller ikke den andens nej. Hvordan skulle vi kunne det når vi ikke kan mærke os selv?
Så ser vi ikke den andens grænse som noget der skal respekteres, men noget der skal punkteres og besejres. Med hån. Med kamp. Med Magt.
Og så ser vi ikke det hjerte der banker i den anden.
Når vi lukker af for os selv for at overleve, lukker vi også af for kærligheden og den forbindelse der går fra hjerte til hjerte til hjerte til hjerte.
Det er menneskelig overlevelse når vi lukker af og bliver hårde. I et samfund som vores er vi alle nødt til at gøre det i en eller anden grad. Det er en måde at passe på os selv. Det er smart og godt at vi kan det.
Men når vi bliver kronisk lukkede og hårde, mærker vi ikke livet og vi mærker ikke hinanden.
Når vi opdager vores lukkethed, er vi allerede på vej og så gælder dem om at gribe chancen og række ud.
Jeg tror på at især IFS terapi er vejen frem - tilbage til os selv.
Nogle gange kender jeg ikke mit eget nej før jeg har sagt ja mange gange. Nogle gange kommer mit nej først bagefter som en snigende kvalme. Som noget jeg pludselig ikke kan rumme længere fordi det gik langt forbi mit usynlige pigtrådshegn.
Læs om de forskellige terapiformer her